Efter terrorangreb
Medie: Hovedmistænkt efter Bruxelles-angreb anholdt
Najim Laachraoui, der mistænkes for at ville udføre et angreb i Bruxelles' lufthavn tirsdag, er anholdt
Ifølge den belgiske avis DH (Derniere Heure) er den 25-årige hovedmistænkte fra tirsdagens angreb i lufthavnen i Bruxelles, Najim Laachraoui, blevet anholdt i den belgiske hovedstad.
Avisen skriver, at han blev anholdt i bydelen Anderlecht.
Han er angiveligt den mand, der blev set flygte fra Bruxelles' Zaventem-lufthavn efter bombeangrebene tirsdag.
Læs: Mindst 34 dræbt ved terrorangreb i Bruxelles
Falsk navn
Najim Laachraoui, som hidtil har været kendt under sit falske navn, Soufiane Kayal, var i forvejen en af de mest eftersøgte mænd i Europa, inden han deltog i angrebet i Bruxelles, skriver den belgiske avis DH ifølge Reuters.
- Han formodes at have deltaget i Paris-angrebet ved at have skaffet sprængstoffer, som dræbte 130 mennesker 13. november, skriver avisen, der citerer en unavngiven kilde tæt på den franske efterforskning.
Laachraouis dna er blevet fundet i huse, som angrebsmændene fra Paris brugte sidste år.
Lufthavn i Bruxelles
- Najim Laachraoui blev registreret ved den østrigsk-ungarske grænse i september, da han ankom som flygtning under falsk navn sammen med Salah Abdeslam, skriver DH.
Salah Abdeslam var den eneste overlevende af de islamister, der angreb flere mål i Paris i november. Han blev fredag anholdt i bydelen Molenbeek i Bruxelles.
Læs: Ansatte på Grønlands Repræsentation i god behold
Najim Laachraoui er blevet fanget på overvågningsbilleder i lufthavnen i Bruxelles sammen med brødrene El Bakraoui, som udløste deres selvmordsbælter.
Myndighederne har efterfølgende fundet et tredje ikkeeksploderet selvmordsbælte.
Anholdelsen af Najim Laachraoui er ikke bekræftet fra officielt hold.