Belgien

Mindst 34 dræbt ved terrorangreb i Bruxelles

Dødstallet stiger efter terrorangreb mod lufthavn og metrostation i Belgien

Foto fra metrostationen, hvor et af terrorangrebene fandt sted

To terrorangreb i den belgiske hovedstad Bruxelles tirsdag har foreløbig kostet 34 personer livet. Det skriver Reuters, der citerer Belgiens statslige tv-station VRT.

20 personer mistede livet ved metrostationen Maelbeek efter en bombeeksplosion, mens 14 blev dræbt ved Zaventem-lufthavnen i byen. Her fandt to eksplosioner sted, hvoraf den ene skete i afgangshallen.

Den belgiske tv-station VTM oplyste tidligere, at der var rapporter om ti dræbte på metrostationen, mens 15 skulle være såret. Oplysningerne om dræbte er dog ikke bekræftet fra officielt hold.

Mange sårede
Det belgiske medie VRT har tidligere angivet antallet af sårede ved lufthavnsangrebet til mindst 81, mens den belgiske metrooperatør STIB-MIVB ifølge The Guardian opgør antallet af sårede ved angrebet på metrostationen til 55. Tallet er dog behæftet med en vis usikkerhed i takt med, at antallet af dræbte stiger.

Ingen meldinger
Udenrigsministeriets Borgerservice har ikke på nuværende tidspunkt meldinger om eventuelle danskere blandt de tilskadekomne ved eksplosionerne i Bruxelles.

- Vi undersøger sagen tæt, blandt andet via den danske ambassade i Bruxelles, siger vagthavende i Borgerservice, der ikke har flere kommentarer for nuværende.

Feje angreb
Belgiens premierminister, Charles Michel, kalder angrebene for blinde, voldelige og feje angreb.

- Det er en sort dag for Belgien. Det, som vi har frygtet, er indtruffet, siger Charles Michel.

Ifølge Reuters frygter de belgiske myndigheder, at der er flere mistænke gerningsmænd på fri fod, fortæller landets udenrigsminister.

Den belgiske anklagemyndighed opfordrer desuden journalister i Bruxelles til at udvise tilbageholdenhed med at rapportere om efterforskningen, skriver nyhedsbureauet dpa.

Kort efter 08.00
Angrebet mod lufthavnen fandt sted kort efter klokken 08.00 lokal tid, mens eksplosionen i metrostationen fandt sted klokken cirka 9.25.

Bombe i tog
Ifølge de foreløbige oplysninger blev bomben i metroen bragt til sprængning i et tog, der var ved at ankomme til stationen.

Det franske nyhedsbureau AFP skriver fra Zaventem-lufthavnen, at der opstod kaotiske scener, da passagerer i afgangshallen flygtede i panik. Der stod tyk sort røg ud af bygningen. Vinduer var smadret, og dele af loftet var faldet ned.

Førstehjælp
Udenfor den ramte bygning lå snesevis af sårede mennesker på rad og række, mens redningsfolk gav førstehjælp, indtil ambulancerne kom.

Selvmordsterrorist
Ifølge VRT blev mindst en af bomberne i lufthavnen sprængt af en selvmordsterrorist.

Vidner siger til det belgiske nyhedsbureau Belga, at der også lød skud i forbindelse med sprængningerne, og der blev råbt på arabisk.

- Vi hørte en eksplosion og blev blæst tilbage, fortæller en fransk passagerer til AFP.

- Først blev vi holdt tilbage af politiet. Senere gav de os besked om at forlade bygningen.

Terroralarm
Belgiens indenrigsminister, Jan Jambon, meddelte, at det officielle niveau for terroralarm er hævet fra tre til det højeste niveau, der er fire.

Mens ambulancetjenesten og politiet havde travlt med at få situationen under kontrol, bad myndighederne alle om at 'blive, hvor I er'.

Transport lukket ned
Den offentlige transport blev lukket ned.

- Busdrift, sporvogne og metroen lukker, meddelte STIB, operatøren af den offentlige transport.

Bliv hjemme
EU-Kommissionen sagde til sine ansatte, at de skulle blive hjemme.

Flere lufthavne rundt om i Europa meddelte, at de nu skærper sikkerhedsforanstaltningerne.

Efter anholdelse
Attentaterne i Bruxelles kommer efter nogle hektiske dage i hovedstaden. I fredags blev Salah Abdeslam, eftersøgt i forbindelse med det store terrorangreb i Paris, 13 november i fjor, anholdt.

Ved Paris-attentatet blev 130 mennesker dræbt.

Abdeslam er fransk statsborger, men født i Belgien og boede i netop Maalbeek, hvor der er foretaget et attentat i metrostationen.

Det var også i det indvandrertunge Maalbeek, at han blev anholdt i fredags.

Ingen havde tirsdag formiddag taget skylden for bomberne og de mange dræbte og sårede.

/ritzau/Reuters/AFP

Læs de seneste nyheder om terrorangrebet:

Ansatte på Grønlands Repræsentation i god behold

Belgisk politi har fundet ekstra selvmordsbælte i lufthavn

Flere betjente i København efter terror i Bruxelles

Lars Løkke kalder angreb i Bruxelles for afskyelige

Opdateret klokken 10.20 med nye oplysninger

Powered by Labrador CMS