Manglende kommunikation om mega-tsunami bekymrer Naalakkersuisut

Naalakkersuisut ikke er blevet forelagt de nye forskningsresultater vedrørende et stort fjeldskred, der fandt sted sidste år i Dickson Fjord.

Materialer tilhørende Sirius-patruljen og Arktisk Kommando blev skyllet ud i havet i forbindelse med den voldsomme tsunami i Dickson Fjord i september 2023.
Offentliggjort

OBS: Artiklen er opdateret med en kommentar fra GEUS.

Naalakkersuisut er utilfreds med forløbet omkring nye forskningsresultater, der blev lagt frem i sidste uge.

Her offentliggjorde De Nationale Geologiske Undersøgelser for Grønland og Danmark (GEUS) opsigtvækkende forskning vedrørende et fjeldskred, der fandt sted 16. september 2023 i Dickson Fjord i det østlige Grønland.

Forskere fra store dele af verden har i samarbejde fundet ud af, at fjeldskredet udløste en megatsunami med en 200 meter høj bølge, der skabte rystelser, der kunne måles på hele kloden gennem ni dage.

Er ikke blevet forelagt resultater

Naalakkersuisut ville gerne have været informeret om resultaterne:

- Der er tale om spændende og samfundsrelevant forskning, men samtidigt vækker det bekymring, når offentligheden uden varsel kan læse om resultater af forskning i en hændelse, som kunne have haft katastrofale konsekvenser.

- Naalakkersuisut er ikke blevet forelagt de nye resultater fra Dickson Fjord. Dette er ikke tilfredsstillende, og der vil derfor blive rettet henvendelse til GEUS med henblik på at få forbedret kommunikationen fremadrettet, skriver medlemmerne af Naalakkersuisut, Kalistat Lund (IA) og Naaja H. Nathanielsen (IA), i en fælles pressemeddelelse.

De to Naalakkersuisut-medlemmer understreger, at når det handler om naturkatastrofer er det særdeles vigtigt, at alle oplysninger tilgår de rette myndigheder så hurtigt som muligt. 

Hos GEUS kalder pressechef Anja Fonseca situationen for beklagelig:

- Det er beklageligt, at Naalakkersuisut oplever ikke at være blevet informeret om studiet ved Dickson Fjord. Vi tager dialogen direkte med vores gode samarbejdspartnere i de grønlandske myndigheder, og derfor har vi ikke yderligere kommentarer, lyder det fra Anja Fonseca, pressechef i GEUS, i en skriftlig kommentar til Sermitsiaq.

Risiko skal minimeres

- Naalakkersuisut arbejder målrettet med kortlægning af områder med større risiko for fjeldskred. Arbejdet skal søge at minimere risikoen for vores daglige færden i fjordene ved netop at kunne forstå og evt. forudsige sådanne farlige situationer, skriver de i meddelelsen. 

Naalakkersuisut oplyser, at man har en taskforce, der skal sikre et effektivt beredskab og klar kommunikation, så befolkningen kan få besked, hvis der er områder med øget risiko for fjeldskred. Lokal viden har i den forbindelse også stor betydning:

- Vi opfordrer alle, som har observationer, som kan relateres til ustabile klipper og skråninger, at indsende en indberetningsformular til os via hjemmesiden https://govmin.gl/da/fjeldskred/, skriver Kalistat Lund og Naaja H. Nathanielsen.

 

Powered by Labrador CMS