Fjeldskred udløste 200 meter høj mega-tsunami
Et fjeldskred i Dickson Fjord i det østlige Grønland udløste sidste år en enorm bølge. Fjeldskreddet var et resultat af klimaforandringerne, konkluderer forskere.
Materialer tilhørende Sirius-patruljen og Arktisk Kommando blev skyllet ud i havet i forbindelse med den voldsomme tsunami i Dickson Fjord.
Foto: SIRIUS/ Arktisk Kommando
Et stort hold af forskere har nærstuderet en opsigtsvækkende hændelse, som indtraf i september sidste år.
I ni dage kunne følsomme sensorer over hele kloden registrere et mystisk signal, og forskerne konkluderer nu, at et fjeldskred i Dickson Fjord i Østgrønland var kilden til signalet.
Fjeldskredet skabte nemlig en mega-tsunami med en højde på 200 meter. Tsunamien rullede fra side til side i fjorden i ikke mindre end ni dage, og det var vandmassernes bevægelser, der gav rystelser gennem Jorden, der kunne observeres globalt.
Mega-tsunamien er en af de højeste set i nyere historie, skriver De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark & Grønland (GEUS). Forskernes konklusioner er udgivet i Science.
Skyldes klimaforandringer
Ifølge GEUS har selve fjeldskreddet været massivt, hvor 25 millioner kubikmeter sten og is er styrtet ned i fjorden og har forårsaget tsunamien.
Ingen personer kom til skade, da der ingen mennesker var i området, men en del materialer tilhørende Forsvaret på Ella Ø 70 km væk blev skyllet i vandet.
Hovedforfatter på studiet, seniorforsker ved GEUS Kristian Svennevig, siger, at hændelsen skyldes klimaforandringerne:
- Som skredforsker er det et interessant men også trist aspekt af denne undersøgelse, at dette er det første fjeldskred og den første tsunami observeret fra det østlige Grønland, hvilket viser, at klimaændringer allerede har store konsekvenser der, siger Kristian Svennevig ifølge GEUS.
Studiet konkluderer også, at klimaændringerne gør det vigtigere end nogensinde at karakterisere og overvåge regioner, der tidligere blev betragtet som stabile, for at kunne give varsling om disse massive fjeldskred og tsunamier.
Hele 68 forskere fra 40 institutioner i 15 lande har medvirket i undersøgelsen af den opsigtsvækkende hændelse.
I 2017 kostede en tsunami i Karrat Fjorden fire mennesker livet. Som en konsekvens af tsunamien er der etableret overvågning af skrøbelige fjeldsider i regionen.