Landsretsafgørelse i dag
Tirsdag træffer Grønlands Landsret afgørelse om, hvorvidt retsmøderne mod den 22-årige drabsmand skal være for lukkede døre

I dag skal Grønlands Landsret tage stilling til, hvorvidt det var korrekt, at grundlovsforhøret mod den 22-årige torsdag i sidste uge foregik for lukkede døre, som kredsdommeren i Upernavik beordrede efter forsvarerens anmodning.
Det skete, selvom politiet mente, at det er i offentlighedens interesse at vide, hvad den 22-årige mand fra Nutaarmiut sagde.
Derfor kærede politiet kendelsen til landsretten, hvorefter Grønlands Landsret altså senere i dag tager stilling til, om kredsrettens kendelse om lukkede døre fortsat skal stå ved magt.
Hvis dørene åbnes, får offentligheden for første gang mulighed for at høre, hvad den 22-årige har forklaret i retten.
Læs "Landsretten træffer afgørelse mandag"
Ifølge den oprindelige plan var det meningen, at landsretten skulle træffe beslutningen mandag.
- Afgørelsen sendes ud, nok ved miiddagstid, fortæller landsdommer Søren Søndergård Hansen til Sermitsiaq.AG.
Den 22-årige mand, der er sigtet for tre drab og fire drabsforsøg, har erkendt sig skyldig.