Landsretten træffer afgørelse mandag

Mandag træffer Grønlands Landsret afgørelse om, hvorvidt grundlovsforhøret torsdag skulle have været for lukkede døre

Mandag træffer Grønlands Landsret afgørelse om, hvorvidt grundlovsforhøret torsdag skulle have været for lukkede døre. Foto: Leiff Josefsen

Grundlovsforhøret i går, torsdag, ved kredsretten i Upernavik mod den 22-årige mand fra Nutaarmiut, der har erkendt sig skyldig i tre drab og fire drabsforsøg, blev holdt for lukkede døre.

Hvorvidt denne beslutning var korrekt, skal Grønlands Landsret tage stilling til på mandag.

Det oplyser administrationschef hos Grønlands Politi, Claus Risbjerg, til Sermitsiaq.AG her til morgen.

Læs "Sigtede har erkendt sig skyldig"

Ved grundlovsforhøret gik kredsdommeren med til at holde retsmødet for lukkede døre efter forsvarerens anmodning, selvom politiet mente, at det er i offentlighedens interesse at vide, hvad den 22-årige mand fra Nutaarmiut sagde.

Derfor kærede politiet kendelsen til landsretten, hvorefter Grønlands Landsret altså mandag tager stilling til, om kredsrettens kendelse om lukkede døre fortsat skal stå ved magt. Hvis dørene åbnes, får offentligheden for første gang mulighed for at høre, hvad den 22-årige har forklaret i retten.

Claus Risbjerg ved endnu ikke, hvornår det bliver på mandag.

Powered by Labrador CMS