Kruse bekræfter: Henrik Fleischer er velkommen i Siumut

Siumuts hovedbestyrelse har besluttet at give Henrik Fleischer muligheden for at vende tilbage til partiet, såfremt at han fremover kan garantere, at han vil arbejde efter partiets vedtægter. Karl Kristian Kruse forklarer, at Fleischer selv var trådt ud af Inatsisartut-gruppen.

Offentliggjort

Siumuts næstformand Karl Kristian Kruse bekræfter nu, at Henrik Fleischer igen kan blive en del af Siumut.

Samtidig fortæller han, at han faktisk slet ikke er blevet ekskluderet

- Henrik Fleischer har på intet tidspunkt været ekskluderet, da han selv valgte at melde sig ud af partiet, da han meddelte, at han meldte sig ud af Siumuts Inatsisartutgruppe. Dette er ifølge vores vedtægter ikke foreneligt med at være medlem af Siumut, hedder det i pressemeddelelsen.

Henrik Fleischer har tideligere selv fortalt, at han har skrevet et brev til Siumuts foretningsudvalg, som ifølge ham har ført til 'misforståelser'. Med pressemeddelelsen løfter Karl Kristian Kruse nu sløret for, at den såkaldte 'misforståelse' tilsyneladende lå i, at i det mindste Siumuts ledelse forstod det således, at Fleischer trådte ud af Inatsisartut-gruppen.

Henrik Fleischer har selv i en tidligere pressemeddelelse forklaret, at han trækker sit brev til ledelsen tilbage.

- Henrik Fleischer har således meddelt, at han trækker sine udtalelser tilbage, og fremover vil arbejde efter partiets vedtægter, hedder det videre.

Næstformand Karl Kristian Kruse udviser forståelse for, at der kan ryge en finke af panden.

- Indimellem slår det gnister, og bølgerne kan gå højt i det politiske arbejde. Men sådan skal det være, for der er så meget passion i vores arbejde.

- Henrik Fleischer har valgt at give partiets hovedbestyrelse en politisk indrømmelse og anmodet om at vende tilbage. Dette har vi i hovedstyrelsen taget til efterretning og godkendt.

Henrik Fleischer oplyser til Sermitsiaq.AG, at han agter at fortsætte som formand for fiskeriudvalget.

Powered by Labrador CMS