kommunekontrol

Kritik: Siumut-forslag minder om Dansk Folkeparti

Et nyt lovforsalg fra Martha Lund Olsen (S) er et alvorligt angreb på det kommunale selvstyre, mener borgmester i Nuuk, Asii Chemnitz Narup (IA)

Ippiarsuk, plejehjem, Nuuk
Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, (til højre)
Offentliggjort

Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup har både ris og ros til naalakkersuisoq for sociale anliggender Martha Lund Olsens nye lovforslag om indgriben på kommunernes sociale område.

Loven skal forhindre, at sociale sager sejler i flere byer og bygder.

Læs: Ny lov skal forhindre epidemi af børnesager

Først nævner borgmesteren den del af forslaget, som hun er enig i. Nemlig at selvstyret vil kunne se med over skulderen i sociale sager, hvor børn er involveret.

Fjerner kommunernes magt
Knap så enig er IA'eren i politikken, hvor selvstyret kan træffe beslutninger i kommuneforvaltningen.

- Forslaget sætter det kommunale selvstyre ud af kraft, og gør det umuligt at lægge kommunale budgetter, siger hun i en pressemeddelelse fra kommunen.

- Som ansvarlige politikere kan vi ikke leve med ikke at have styring med så stort et område som det sociale. Dette lovforslag lægger op til, at Martha Lund Olsen kan tage kontrollen over området og bruge løs af kommunes budget, uden at der er noget, vi kan gøre, tilføjer Asii Chemnitz Narup.

Dansk indsats debatteret
I dag udgør det sociale område cirka 50 procent af hovedstadskommunens budget.

Over sommeren har børneområdet i Grønland været genstand for stor omtale, og danske folketingspolitikere har foreslået, at Danmark kan skride til med handling og assistance, hvis ikke vi selv kan bekæmpe de mange familiesager.

Læs: Pædagoger og lærere bakker op om børnetalsmanden

Chemnitz Narup sidestiller Siumuts nye forslag med Søren Espersens (DF) ønske om at tilbagetage børneområdet fra Grønlands selsvtyre.

Læs: Dansk Folkeparti vil rulle selvstyret tilbage

- Forslaget minder mig meget om Dansk Folkepartis forslag om at overtage børneområdet fra selvstyret, fordi Grønland efter partiets mening ikke kunne styre området. Det afslog Naalakkersuisut, men nu bruger de præcist samme argumenter over for kommunerne, påpeger Narup.

Læs: MIO støtter vidtgående børneforslag

Powered by Labrador CMS