Kommunaldirektør erkender brud på tavshedspligt

Kommunaldirektøren i Avannaata Kommunia, Nick Nielsen, erkender, at han har overtrådt loven om tjenstlig tavshedspligt og har valgt at modtage en bøde på 5000 kroner i sagen.

Nick Nielsen
Offentliggjort

I forbindelse med fyring af museumsmedarbejder Mads Mitchell i Avannaata Kommunia kom det frem at kommunaldirektøren har sendt en sms til en udenforstående, hvor han har oplyst personen om den forestående fyring, før Mads Mitchell havde fået beskeden.

Det førte til, at Mads Mitchell valgte at politianmelde Nick Nielsen for brud på tavshedspligten. Nu er sagen altså afgjort med et bødeforelæg. Det oplyser Nick Nielsen i en pressemeddelelse.

- Politiet har nu færdigefterforsket sagen og tilbudt mig, at denne kunne afsluttes med vedtagelse af en bøde på kr. 5000.

Det glæder Mads Mitchel, at direktøren har erkendt sin fejl.

- Jeg er glad for, at han erkender sig skyldig idet han udleverede mine personlige oplysninger i en sag, som hele vejen igennem har været dårligt håndteret fra kommunen, ide jeg i øvrigt også fik medhold i at jeg blev uretmæssigt fyret, siger han til Sermitsiaq.AG og tilføjer:

- Jeg synes faktisk ledelsen i kommunen skylder mig en undskyldning for hele forløbet.

Borgmester Palle Jerimiassen vil ikke udtale sig til Sermitsiaq.AG om, hvorvidt sagen for konsekvenser for kommunaldirektørens ansættelse.

Historien kort

§ 50 i Grønlands Kriminallov

For brud på en tjenstlig tavshedspligt dømmes den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab.

I en sms-besked, der er sendt fra kommunaldirektør Nick Nielsen til Jim Lyngvild d. 25 februar fremgår det, at kommunens oplæg til fyring af Mads Mitchell er, at han kan fortsætte sit arbejde på museet til og med marts måned. Det fremgår også i beskeden fra Nick Nielsen at ”han (Mads Mitchell) ved ikke det er vores udspil endnu”

Beskeden er sendt før Mads Mitchell modtog partshøring om sin afskedigelse d. 28. februar.

Partshøringen løb frem til den 14. marts, hvor kommunen så ifølge fagforeningen SIK skal tage svar og dokumentation fra den ansatte med i sine overvejelser, inden sagen og en eventuel fyring afgøres.

Powered by Labrador CMS