Kim Kielsen: Undskyldning er et vigtig skridt
Statsminister Mette Frederiksen undskyldte tirsdag til de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951 som en del af et eksperiment. Kim Kielsen håber, det vil skabe bedre tider for de involverede og for hele samfundet.
- Det har haft store konsekvenser for de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark. Derfor er jeg taknemmelig over, at de seks nulevende nåede at modtage en undskyldning fra Danmark.
Det siger formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen (S) til Sermitsiaq.AG, efter statsminister Mette Frederiksen tirsdag officielt undskyldte til de 22 børn, der blev sendt til Danmark i 1951.
Kim Kielsen håber på, at undskyldningen kan være med til at lette de seks nulevendes hverdag.
- Det er en fin gestus fra Danmarks side, og jeg ønsker, at de der er tilbage vil tage undskyldningen til sig og komme videre i livet. Staten har hermed fastslået, at der er sket disse rædsler, men at der er villighed til at tage det næste skridt, nemlig bedre tider, fremhæver Kim Kielsen.
Fremmer ligeværd
Ifølge Kim Kielsen er det også et tegn på, at Danmark vil samarbejde ligeværdigt med Grønland.
- Danmark rækker hånden frem til Grønland i ligeværdets ånd, hvilket kan resultere i gode men også udfordrende tider. Det, der er blevet sagt undskyld for, er sket i en mørk tid, som ikke er særligt godt for landenes forhold. Men det var måske i den bedste mening, at børnene blev sendt til Danmark, siger Kim Kielsen.
Formand Kim Kielsen håber på, at der vil ske udvikling til bedre tider for alle.
- Jeg håber, at statens officielle undskyldning vil blive taget godt imod, både for de 22 der blev sendt til Danmark og deres efterkommere, men også for hele samfundet, lyder det fra Kim Kielsen.
IA roser Mette Frederiksen
Inuit Ataqatigiits Aqqaluaq B. Egede er enig med Kim Kielsen i, at undskyldningen vil fremme samarbejdet mellem Danamrk og Grønland.
- Sagen vedrører de implicerede personer, men den vedrører også hele det grønlandske samfund. Den giver større tillid hos rigsfællesskabspartnerne og den åbner også op for et stort fremskridt til mere lighed rigsfællesskabspartnerne imellem, siger han i en pressemeddelelse.