Så kom undskyldningen endelig

Efter 69 år modtager de 22 grønlandske børn, som blev sendt til Danmark i 1951 endelig en undskyldning fra den danske statsminister.

Offentliggjort

Seks af de 22 børn, der i 1951 blev sendt til Danmark, har nu endelig fået en officiel undskyldning fra det oficielle Danmark fra statsminnister Mette Frederiksen.

Børnene var et led af et socialt eksperiment, hvor de skulle lægge det grønlandske af sig og blive en dansktalende elite i Grønland.

Nu er en historisk udredning om hele forløbet endelig offentliggjort efter at have været forsinket siden juni. Statsministeren udtaler i den forbindelse:

- Jeg har fulgt sagen i mange år, og jeg bliver stadig dybt berørt over de menneskelige tragedier, den rummer. Hensynet til børnene blev sat til side. Så de mistede båndene til deres familier og slægt, deres livshistorie, til Grønland og dermed til deres eget folk.

Grønlandsdepartementet var enerådende

Rapportens konklusion lyder blandt andet:

- Forsøget med de 22 grønlandske børn tog form i og blev formet af den historiske tid, det udfoldede sig i. Efter 2. Verdenskrig voksede kravene om ændrede styreforhold og om modernisering af det grønlandske samfund, og i 1950 lagde Grønlandskommissionens betænkning op til en række omfattende forandringer, herunder af skolevæsenet.

Det foregik i en kolonial ramme, hvor Grønlands Styrelse, fra 1950 Grønlandsdepartementet, stort set var enerådende i grønlandske sager og spørgsmål; således også i sagen om de 22 grønlandske børn i denne undersøgelse.

Alligevel har Danmark også spillet så stor en rolle, at Statsministeren allerede tilbage i juni 2019 lovede en undskyldning til de 22 børn så snart udredningen lå klar. Men der er kun seks nulevende tilbage af de 22 børn, der blev sendt til Danmark i 1951.

-Vi kan ikke ændre på det, der er sket. Men vi kan tage ansvaret på os og undskylde over for dem, som vi burde have passet på, men svigtede. Jeg har sendt et personligt brev til de seks nulevende, hvor jeg på Danmarks vegne giver dem – og de øvrige – en undskyldning, siger Mette Frederiksen.

Kielsen dybt berørt

Formanden for Naalakkersuisut Kim Kielsen påpeger at forholdet mellem Danmark og Grønland i dag er et andet og ligeværdigt forhold hvor de to lande i fællesskab kigger tilbage i historien og mærker og ser følgerne af datidens politiske beslutninger.

- Vi har og vil altid lære af vores fælles historie, både de gode og de triste sider af historien. Det rører mig dybt at læse om skæbnen for de 22 børn. Deres særlige opvækst fik store konsekvenser for deres forhold til familien og samfundet, og ikke mindst for deres identitet som grønlændere, udtaler Kim Kielsen.

Læs hele udredningen HER

Powered by Labrador CMS