Keira Alexandra Kronvold: Jeg vil have mit barn tilbage

Natten til fredag i sidste uge fødte 38-årige Keira Alexandra Kronvold en velskabt datter på Thisted Sygehus. Men fødslen, der burde være en lykkelig afslutning på en graviditet, var også starten på en tragedie for Keira.

To timer og 15 minutter efter fødslen måtte hun aflevere sit nyfødte barn til en sagsbehandler fra Thisted Kommune. Pigen var tvangsfjernet og skulle overdrages til en dansk plejefamilie. 

– Den smerte jeg føler er så umenneskelig. Jeg vil bare have hende tilbage, siger Keira, der har valgt at stå frem og fortælle sin historie i håb om, at det kan skabe opmærksom om, hvad der foregår i de danske kommuner. 

Troede kommunen ville hjælpe 

Aktuelt er 411 børn af grønlandske forældre anbragt uden for hjemmet blandt andet baseret på forældrekompetenceundersøgelser og underliggende psykometriske test, der ikke er kultur- og sprogtilpasset grønlandsk.

Både Institut for Menneskerettigheder og flere eksperter har opfordret kommunerne til at stoppe brugen af testene, indtil nye foreligger. Men flere kommuner anvender dem fortsat – herunder altså Thisted Kommune.

– Jeg er så ked af det, og føler mig så dum. Jeg vidste ikke hvad jeg gik ind til for 10 år siden, da jeg første gang blev bedt om at tage test og deltage i samtalerne i kommunen. Der var ingen tolk med. Jeg troede de ville hjælpe mig, men det ville de ikke, fortæller Keira, der for 10 år siden fik tvangsfjernet sin datter, der dengang var ni år gammel og sønnen på otte måneder. Nu er samme skæbne også overgået hendes nyfødte datter.

Utilstrækkelige forældreevner

Keira Alexandra Kronvold har arbejde, egen bolig, og hun har hverken alkohol- eller misbrugsproblemer. Men hun har ifølge Thisted Kommunes sagsbehandling ”utilstrækkelige forældrekompetencer, herunder massive følelsesmæssige vanskeligheder”. Og det førte i begyndelsen af oktober til, at Børne- og Ungeudvalget besluttede, at pigen skulle tvangsfjernes fra fødslen. – Ugerne op til fødslen var så forfærdelige. Jeg glædede mig over, at hun bevægede sig i maven, og samtidig var jeg knust over det, der skulle ske. Få dagen inden fødslen pakkede jeg en taske til sygehuset med tøj, flasker, bleer, zinksalve og to babytæpper. Det ene skulle hun have omkring sig, når hun blev født, og det andet skulle jeg have med hjem. Mine hænder rystede. Ja, hele min krop rystede. Jeg havde det som om, at jeg forberedte mit eget sidste ønske, fortæller Keira.

De tager vores børn 

Formand for foreningen Mentor Immanuel, Karen Banke Pedersen, var med til fødslen sammen med Keiras veninde Ivaana Hyllested Nielsen og datteren Zoe. 

– Det var meget hårdt at være med til, for man ved jo, hvad udfaldet bliver. Jeg har selv arbejdet som sygeplejerske, og jeg har taget imod mange nyfødte og også nogle få dødfødte. Men det her var anderledes. For det her barn blev taget fra sin mor, siger Karen Banke Pedersen, der også var blandt talerne ved lørdagens demonstration i København mod tvangsanbringelser.

 – Jeg var med på sygehuset for Keiras skyld, så det blev mere tåleligt for hende, men det påvirkede mig meget. Jeg er så vred over, at systemet er så koldt og kynisk. De tager vores børn fra os og lader mødrene sejle deres egen sø. 

Tog selv imod barnet 

Keira Alexandra Kronvold fødte sin datter den 7. november lidt over 2 om natten.

– Jeg havde sagt til jordemødrene, at jeg gerne ville gribe hende, når hun blev født, og det fik jeg lov til. Alt gik som det skulle og hun var så smuk; et lille mirakel. Jeg ammede hende lige med det samme. Min store datter Zoe sad ved siden af og Karen og Ivaana holdt om mig. Efter 10-15 minutter skulle hun vejes og måles og vi fik lavet et hånd- og fodaftryk. Jeg udvalgte tøjet og sørgede for at hun fik det på. Jeg kunne ikke holde ud at andre rørte ved hende på det tidspunkt, fortæller Keira grædende. 

2 timer og 15 minutter efter fødslen kom en kvindelig sagsbehandler fra Thisted kommune ind på fødestuen for at hente Keiras datter. 

– Hun sov på det tidspunkt, og jeg begyndte at græde. Jeg sagde til kvinden, at hun skulle være sød at passe godt på min datter. Det lovede hun. Alle stod ved siden af mig. Zoe holdt sin søster, og jeg sørgede for at hun havde babytæppet med, og jeg forklarede alt, hvad der var i tasken. Da hun tog barnet og gik ud ad døren, registrerede jeg alle detaljer. Jeg så det hele så tydeligt, og jeg blev bare ved med at kigge på døren også efter at de var væk. Det var så smertefuldt og jeg ville bare væk fra det hele. Jordemoderen sagde, at jeg skulle undersøges, før jeg kom hjem, og så spurgte hun om jeg ville have moderkagen med hjem. 

– Da vi går ud af sygehuset, ser jeg anden familie gå ud med deres barn i favnen og de så så glade ud. Og der gik jeg alene med en moderkage i hænderne og uden et barn, siger Keira inden stemmen knækker over igen. 

Ingen støtte fra kommunen 

Keira blev sendt hjem fra sygehuset klokken 6.30 fredag morgen. Der er ingen fra kommunen, der fulgte hende eller kontaktede hende i dagene der fulgte.

– Det var Karen fra Mentor Immanuel, der kørte Zoe og jeg hjem. Hun spurgte, om hun skulle blive hos mig, men jeg havde bare brug for at ligge alene i sengen. Næste morgen var der mange der skrev tillykke til mig. Jeg kunne ikke finde hjerte til at svare dem. De vidste godt, hvad der er sket, men ikke at det var gået så hurtigt. Jeg lagde en live-streamning op på Facebook, hvor jeg fortalte, hvordan det var foregået. Min familie var knuste. Det var mit råb om hjælp. Jeg vil bare så gerne have hende tilbage. Det eneste jeg kan tænke er, hvor hun er henne og om der er nogen, der trøster hende.

Keira blev overrasket over at se, at der var demonstration for hende og andre grønlandske forældre i både Nuuk og København, og at der også var blevet tændt lys for hendes datter i bygden Qeqertat.

– Mit hjerte bliver fyldt med håb, når jeg ser folk demonstrere på den måde. Men jeg ved også, at den næste tid bliver hård, siger Keira med henvisning til forvaltningens udmelding i forhold til samvær, som Sermitsiaq også har set. Heri fremgår det, at plejefamilien skal være den primære omsorgsperson, og at det er dem der skal give flaske, skifte, bleer, trøste og sidde ved siden af Keira, under hele samværet.

Grønlandsk baggrund har betydning 

En begrundelse for det meget begrænsede samvær står blandt andet i et notat fra 24. oktober, hvor Keira grønlandske baggrund fremhæves som medårsag. 

”Keira trækker på sin grønlandske baggrund, hvor selv små ansigtstræk har kommunikativ betydning. Men da barnet skal vokse op i Danmark, vurderes det, at Keira vil have svært ved at forberede barnet til de sociale forventninger og koder, der er nødvendige for at navigere i det danske samfund. Denne udfordring kombineres med Keira kognitive vanskeligheder, især i forhold til sproglig og kognitiv stimulering af barnet, som kan resultere i, at hun udtrykker sig forsimplet og impulsivt”.

– Det er en tortur-klinik, siger Karen Banke Pedersen, og tilføjer, at det efter hendes mening burde være forbudt for de danske kommuner at fjerne Inuit-børn fra deres familier med mindre, der havde været rejsehold af grønlandske sagsbehandlere, psykologer og børnefaglige personer inde over sagen. 

– Det haster med at få Naalakkersuisut på banen. 

Tilbage hos Keira er dagene lange og mørke og nætterne endnu værre. 

– Folk siger at jeg er sej, fordi jeg kæmper. Men jeg føler mig så svag og ødelagt. Jeg vil bare have mit barn igen.

LÆS OGSÅ

Dansk kommune vil tvangsfjerne barn af grønlandsk mor fra fødslen

Keira Alexandra Kronvold er blevet bevilget 1 times samvær om ugen med sin nyfødte datter. Første gang var i tirsdags, hvor hun fik lov at holde sin datter, men ikke måtte skifte hende eller give hende flaske. Sagsbehandleren holdt sig tæt ved Keira under hele samværet. Keira Alexandra Kronvold har flere gange spurgt ind til, hvad hun skal gøre for at få sin datter igen, og til det lyder svaret fra kommunen: Det kan du ikke få.

Sermitsiaq har stillet en række spørgsmål til Thisted Kommunes direktør for Børn- og Familieforvaltningen Lars Sloth og til den danske Social- og Boligminister Sophie Hæstorp. Vi har blandt andet spurgt, hvordan en mor kan få et tvangsanbragt barn tilbage. Samt om det er diskvalificerende at have en grønlandsk baggrund som forælder, når et barn skal vokse op i Danmark. Vi har ikke fået svar inden for redaktionens deadline.