Katastrofal overdragelse i Kangerlussuaq: Borgere står uden vand
Fra 1. januar har Nukissiorfiit overtaget forsyningsansvaret for el, vand og varme til borgerne i Kangerlussuaq fra Mittarfeqarfiit. Men de to selvstyreejede virksomheder er uenige om, hvem der skal levere vand til de 24 steder, der fortsat har en vandtank, derfor har de nu ingen vand.
Frem til nytår har Mittarfeqarfiit stået for forsyningen af vand til borgerne i Kangerlussuaq. Herefter skulle Nukissiorfiit overtage den opgave.
Men af årsager, der ikke på nuværende tidspunkt står helt klart for redaktionen, er der ingen vand kommet ud til borgerne som normalt mandag. Det betyder, at flere husstande og virksomheder ingen vand har til bad, madlavning og toiletbesøg.
- Vi har ingen vand på værkstedet og de boliger jeg har til nogle ansatte, fortæller Thomas Rasmussen, der er indehaver af Kang Sanasoq ApS.
Han fortæller, at borgerne er dybt frustrerede over håndteringen fra Mittarfeqarfiit og Nukissiorfiit.
- Vi bliver kastet frem og tilbage og ingen vil tage ansvar for, at vi ingen vand har, siger han.
Blev lovet problemfri overgang
Ved den officielle overdragelse midt i december blev borgerne lovet, at det ville foregå gå gnidningsfrit, når Nukissiorfiit skulle overtage forsyningen, men det var altså et løfte, der ikke er blevet overholdt.
Direktøren i Nukissiorfiit, Cicilie Senderovitz, beklager situationen.
- Jeg har indkaldt til akutmøde i morgen med departementschefer og Mittarfeqarfiit for at finde en løsning. Der arbejdes på højtryk for at få løst problemet hurtigst muligt, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Hun anerkender, at forsyningen af vand er Nukissiorfiits ansvar fra 1. januar, men påpeger,
at der helt åbenlyst er nogle detaljer, som ikke er blevet kortlagt i overdragelsen, og det har
desværre ramt nogle borgere i deres vandforsyning.
- Det er yderst beklageligt, og jeg forstår borgernes frustration.
Nukissiorfiit kører ikke vand ud til boliger og virksomheder i andre bygder i landet.
Borgerne i klemme
Hvorfor man ikke har fundet en løsning på dette problem for længe siden, kan direktøren ikke svare på.
Sermitsiaq.AG forsøger at få en kommentar fra Mittarfeqarfiit om sagen.
Selvom det fremgår klart af den aftale, der er indgået tilbage i august at det fra 1. januar 2023 er Nukissiorfiit, der har ansvaret for at forsyne borgerne i Kangerlussuaq med vand, så har de ingen vand, og forklaringen på hvorfor, er stadig uklar.
I morgen klokken 11.00 samles departementscheferne i Departement for Bolig og Infrastruktur og Departement for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø med de to parter for at finde en løsning på problemet.