Lomvier

Ingen planer om at totalfrede lomvier

En totalfredning af lomvier kan have en negativ effekt, mener naalakkersuisoq for fangst, Karl-Kristian Kruse (S)

Selv om flere parter har anbefalet totalfredning af lomvier i Grønland, afviser naalakkersuisoq Karl-Kristian Kruse anbefalingerne. - En totalfredning af lomvier kan have en negativ effekt, siger han
Offentliggjort

Der er flere, der mener, at totalfredning af lomvier er nødvendig.

WWF Verdensnaturfonden har tidligere opfordret til en midlertidig fredning, hvis lomvien også i fremtiden skal eksistere i Grønland. Biologerne hos Naturinstituttet Pinngortitaleriffik har oplyst, at lomvierne er ved at uddø, mens fugleforeningen 'Timmiaq' er skuffet over naalakkersuisoqs forslag om fortsat jagt på lomvier.

Naturinstituttet har anbefalet en totalfredning af lomvier i en ti-årig periode.

Læs: Fugleforening bekymret over lomvier

Ingen totalfredning
Naaja Nathanielsen (IA) har stillet et paragraf 37-spørgsmål, om Naalakkersuisut agter at følge biologernes anbefaling om totalfredning.

- Nej! kan man læse i svaret fra naalakkersuisoq for fangst, fiskeri og landbrug, Karl-Kristian Kruse (S).

Han skriver blandt andet, at 'en totalfredning af lomvier forventes at have en negativ effekt på madvaner, således at børn og unge mister interessen for den traditionelle spise.'

Læs: Biologer: Derfor er lomvierne ved at uddø

Jagt
I forbindelse med det skriftlige svar oplyser Karl-Kristian Kruse, at efterårs- og vinterjagten på lomvier i Sydgrønland forkortes med to en halv måned, mens jagtperioden forkortes med fire måneder i Nordgrønland. Og i Ittoqqortoormiits forvaltningsområde er jagtperioden blevet forkortet med to måneder.

Naaja Nathanielsen har foreslået, at udelukkende fangere med jagtbeviser kan skyde lomvier.

Det afviser Karl-Kristian Kruse.

- Ifølge koalitionsaftalen, så er der ønske om øget selv- og kødforsyning til lokalbefolkningen for at reducere mængden af importerede fødevarer. Jeg har valgt at tage hensyn til befolkningens mulighed for selvforsyning ved ikke at udelukke fritidsfangere, skriver Naalakkersuisut-medlemmet.

Læs: Biologer anbefaler totalfredning af lomvier

Biologerne skal ikke kun høres
Siumut-politikeren understreger vigtigheden af at se på brugerviden, og ikke kun se på biologernes rådgivning.

- Det er ikke kun fangsten, der truer bestanden og fuglenes habitater. Klimaændringer, trafik og andre menneskelige aktiviteter spiller en stor rolle, og nabo-landene, som vi deler bestande med, spiller også en afgørende rolle, fremhæver Karl-Kristian Kruse

Naalakkersuisoq venter samtidig, at bekendtgørelsen om beskyttelse og fangst af fugle bliver offentliggjort i løbet af foråret 2016, når Naalakkersuisut har gennemgået høringssvar og et nyt udkast.

OPFØLGNING: WWF: Næste generation får ikke lomvie på tallerkenen

Læs også:

WWF: Totalfredning af lomvier er nødvendig

KNAPK vil ikke gå med til fredning af lomvier

Hvor er lomvierne?

Lomvien i kraftig tilbagegang

Powered by Labrador CMS