lomvie-krise
WWF: Totalfredning af lomvier er nødvendig
Hvis lomvien også i fremtiden skal eksistere i Grønland, er en midlertidig fredning nødvendig, lyder det fra WWF Verdensnaturfonden
Biologer fra Grønland Naturinstitut Pinngortitaleriffik anbefalede torsdag en totalfredning af polarlomvien i Grønland.
Det skete efter, at lomviens antal i visse områder er faldet med over 70 procent og generelt må anses som udryddelsestruet.
Biologerne anbefalede en tiårig periode, hvor lomvien er totalfredet, men formanden for fisker- og fangerorganisationen KNAPK, Henrik Sandgreen, afviste forslaget med henvisning til, at man ikke vil nøjes med at spise kylling i fremtiden.
Totalfredning er eneste udvej
WWF Verdensnaturfonden forstår Henrik Sandgreens bekymring, men fastslår, at en midlertidig totalfredning er nødvendig, hvis vi også i fremtiden - og ikke kun de næste par år - vil have lomvie på menuen i Grønland.
- Vi bliver nødt til at tænke på vores børn og børnebørn. Hvis de også skal lære lomvien at kende, er en totalfredning, som vi ser det, den eneste udvej. Alt andet vil være kortsigtet og nok desværre betyde lomviens endeligt i Grønland, siger arktisk biolog hos WWF Verdensnaturfondens Arktis-team, Eva Garde, til Sermitsiaq.AG.
Læs "KNAPK vil ikke gå med til fredning af lomvier"
Læs "Biologer "Derfor er lomvierne ved at uddø"
Læs "Biologer anbefaler totalfredning af lomvier"
Den voldsomme nedgang i lomviens antal er særligt bekymrende, fordi lomvien - i modsætning til for eksempel rypen - er en langsomt ynglende fugl med en såkaldt lang generationstid, hvilket betyder, at bestandene er langsomme om at komme sig igen, påpeger WWF Verdensnaturfonden.
Nedgangen i lomviens antal i Grønland skyldes såvel lovlig som ulovlig jagt og ægsamling, men også klimaforandringerne og forstyrrelser af kolonierne i yngleperioden har en del af skylden
Politikerne må tage ansvar
- Vi håber, at politikerne tager ansvar for lomvien og følger biologernes anbefalinger til punkt og prikke, så fremtidige generationer også kan nyde godt af en bæredygtig udnyttelse af bestanden, siger Eva Garde og fortsætter:
- For hvis fuglefjeldene først bliver tømt for lomvier, som det indtil videre er sket med fem fjeld siden starten af 1990'erne, er der intet, der tyder på, at lomvierne vender tilbage. Så vi har alle sammen et ansvar for, at vi ikke bidrager til den negative udvikling.
Det er ikke kun polarlomvien, der oplever tilbagegang i bestanden i Grønland. Også bestandene af edderfugl, ride og havterne har også oplevet betydelige tilbagegange.
Naalakkersuisut tager stilling efter høring
Det er Naalakkersuisut, der i sidste ende skal tage stilling til, om der skal indføres totalfredning af lomvier.
Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug indleder nu en høring hos relevante organisationer og kommuner, inden der bliver taget stilling til anbefalingen af totalfredning.