IMAK: Sprogkrav ikke realistisk
Det er helt urealistisk at sætte sig mål om, at 80 procent af underviserne kan undervise på grønlandsk indenfor 10 år, mener IMAK.
Inatsisartutmedlem Doris J. Jensen (S) vil have undersøgt hvad der skal til, for at 80 procent af undervisere på uddannelsessteder og ved Ilisimatusarfik skal kunne undervise på grønlandsk.
Beslutningsforslaget skal førstebehandles i Inatsisartut i morgen onsdag den 27. oktober.
Men at sætte sig for mål, at 80 procent af undervisningen på uddannelsessteder og Ilisimatusarfik skal foregå på grønlandsk er alt for urealistisk, mener IMAK.
- Vi synes, det er urealistisk at sætte sådan et mål. Der er nogle uddannelsessteder der primært bruger danske og engelske undervisningsbøger, hvilket gør det svært at gennemføre undervisningen på grønlandsk, siger IMAK’s formand Birthe M. Therkildsen til Sermitsiaq.AG.
IMAK har holdt møde med Inatsisartuts udvalg for uddannelse og har udtrykt deres mening omkring forslaget.
Oversættelser ikke nemme
I sin begrundelse til beslutningsforslaget påpeger Doris J. Jensen, at sproghindringer på uddannelsesstederne kan være en af årsagerne til at mange dropper ud af uddannelsen.
- En af løsningerne herpå kunne være, at flere af underviserne underviser på grønlandsk, skriver hun.
En periode på 10 år er dog ikke realistisk at pejle mod, da forberedelse til egentlige grønlandsksprogede uddannelsessteder både vil kræve penge og tid, mener IMAK. Samtidig stiller IMAK spørgsmålstegn ved, om man egentlig har undersøgt, hvor mange der dropper deres uddannelse på grund af sprogproblemer eller om der er andre årsager der ligger bag.
Flere ting skal sikres
- Selvom det ser nemt ud at benytte internettet ved oversættelser, så skal vi også sikre grønlandsk undervisningsmateriale af høj kvalitet. Samtidig er det svært at erstatte alle kvalificerede undervisere med grønlandsksproget undervisere i løbet af så kort tid, understreger Birthe M. Therkildsen.
Naalakkersuisoq for uddannelse, Peter P. Olsen (IA), vil fremlægge et ændringsforslag til Inatsisartut, hvor procentsatsen bliver fjernet.