Kanukoka-udmeldelse
IA: Wæver står bag et groft angreb
Næstformand i Siumut Jørgen Wæver Johansen har kritiseret Sermersooq, og især IA, for at være usolidarisk. Nu svarer IA på kritikken
Borgmester i Kommune Kujalleq og næstformand i Siumut, Jørgen Wæver Johansen, kritiserede Kommuneqarfik Sermersooq kraftigt denne uge, hvor han beskylder kommunalbestyrelsen for at være usolidarisk i forbindelse med kommunens udmeldelse af kommunernes landsforening, Kanukoka.
Nu svarer medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, Malene Lynge (IA), på kritikken fra Siumuts næstformand.
Læs: Wæver kritiserer Sermersooqs udmeldelse
Skaber splid
Hun siger, at Inuit Ataqatigiit-gruppen er forundret over Jørgen Wæver Johansens angreb.
- Sjældent har vi set et så groft og følelsesladet personrettet angreb sendt ud på vegne af et helt parti. Det er ufint og er en uskik, der kun kan have det formål, at skabe splid, skriver Malene Lynge.
Malene Lynge afviser, at kommunen er usolidarisk og gør opmærksom på, at Sermersooq nu og frem til udløbet af 2018 årligt skal betale et tre cifret millionbeløb.
- Penge vi bevilger, for at leve op til krav om harmoniseringen, og skabe mere lige vilkår. Det er solidaritet, fremhæver kommunalpolitikeren.
Læs: Sermersooq til Kanukoka: Tak for omsorgen – vi klarer os
Demokratisk proces
Hun tilføjer, at beslutningen om at melde sig ud af Kanukoka er sket efter en demokratisk proces.
- IA i Sermersooq har løbende evalueret Kakukokas virke, og det er således en fælles demokratisk beslutning, der er truffet. Det er et af de mest velbelyste forløb Kommunalbestyrelsen i Sermersooq har truffet beslutning om - et forløb der er foregået over tolv måneder, lyder det fra Malene Lynge.
Et flertal i Sermersooqs kommunalbestyrelse valgte på det seneste kommunalbestyrelsesmøde at øremærke et beløb svarende til Kanukoka-kontingentet for 2016 på 4,2 millioner kroner på en række borgernære formål til gavn for børn, unge og økonomisk trængte familier.
Læs også:
Kanukoka appellerer til Sermersooq: Bliv i fælleskabet Grønland
Sermersooq melder sig ud af Kanukoka