Thule Air Base

IA fastholder krav om genforhandling af forsvarsaftalen

Inuit Ataqatigiit fastholder krav om genforhandling af forsvarsaftalen, da servicekontrakter giver alt for skiftende afkast

Formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, og folketingsmedlem Johan Lund Olsen. Arkivfoto
Offentliggjort

Trods udenrigsminister Martin Lidegaards afvisende indstilling til en eventuelt genforhandling af forsvarsaftalen som konsekvens af den tabte servicekontrakt på Thule Air Base, fastholder Inuit Ataqatigiit kravet om genforhandling af forsvarsaftalen.

- Jeg vil slå fast, at Inuit Ataqatigiit bakker fuldt ud op om Naalakkersuisuts og den danske regerings plan om at drøfte udfaldet af den specifikke servicekontrakt politisk med USA. Men hvis man mener det alvorligt, at Grønland skal have noget ud af USA's tilstedeværelse, så er det for skrøbelig en konstruktion at forlade sig på servicekontrakter for evigt, siger Inuit Ataqatigiit-formanden Sara Olsvig.

Torsdag fortalte udenrigsminister Martin Lidegaard til KNR, at Inuit Ataqatigiits krav om en genforhandling af forsvarsaftalen med USA ikke virker som en realistisk mulighed.

- Men den aftale, vi lavede i 2013, hvor vi meget specifikt, synes jeg, gjorde det klart, at det skulle være et dansk eller et grønlandsk selskab, som skulle indstilles til at kunne byde på dette her. Den del af aftalen kommer vi til at præcisere, således at dette her ikke gentager sig, sagde udenrigsministeren til KNR torsdag.

Læs: Lidegaard: IA-krav om genforhandling af Thule-aftalen virker urealistisk

Læs: IA kræver genforhandling af forsvarsaftalen

IA: Alene militarisering i Arktis kræver genforhandling
Men Inuit Ataqatigiit mener, der er et udbredt behov for at gennemgå forsvarsaftalerne med henblik på at vurdere deres relevans i dag.

- Derefter skal man indlede genforhandlinger, som opdaterer aftalegrundlaget og skærper det udbytte, Grønland skal have ved at lægge hus til amerikanernes tilstedeværelse, lyder det fra Inuit Ataqatigiit.

Forsvarsaftalen stammer oprindeligt fra 1941 og 1951 og blev senest justeret i 2004 i Igaliku i forbindelse med opgraderingen af Thule-radaren.

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Johan Lund Olsen, mener, at vi skal huske, at verden ændrer sig hele tiden.

- Særligt i disse år får den arktiske region voksende geopolitisk betydning på grund af isens afsmeltning og områdets store naturrigdomme. Vi ser derfor også en øget militarisering i Arktis, og alene af den grund bør aftalen genforhandles for også at vise behørigt hensyn til de arktiske folk, siger Johan Lund Olsen.

Læs flere artikler om Thule Air Base her

Powered by Labrador CMS