Thule Air Base
Lidegaard: IA-krav om genforhandling af Thule-aftalen virker urealistisk
Ifølge Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard er der ikke meget, der tyder på, at Inuit Ataqatigiits ønske om en genforhandling af Thule Air Base-aftalen med USA er en realistisk mulighed
Som det er kommet frem, støtter Inuit Ataqatigiit Naalakkersuisuts og den danske regerings kamp for at få amerikanerne i tale efter Greenland Contractors' tab af servicekontrakten på Thule Air Base (Pituffik).
Men oppositionspartiets krav om en genforhandling af forsvarsaftalen med USA virker ifølge udenrigsminister Martin Lidegaard ikke som en realistisk mulighed.
- Jeg ser ikke for mig en egentlig genforhandling af hele Thule-aftalen, siger Martin Lidegaard, Radikale Venstre, til KNR.
- Men den aftale, vi lavede i 2013, hvor vi meget specifikt, synes jeg, gjorde det klart, at det skulle være et dansk eller et grønlandsk selskab, som skulle indstilles til at kunne byde på dette her. Den del af aftalen kommer vi til at præcisere, således at dette her ikke gentager sig, fortæller udenrigsministeren videre til KNR.
Læs: IA kræver genforhandling af forsvarsaftalen
Martin Lidegaard har de seneste dage været på besøg i Washington D.C., hvor han blandt andet har talt med USA's regering, heriblandt udenrigsminister John Kerry, og ifølge KNR er den danske udenrigsminister overrasket over den store velvilje fra amerikanernes side i kølvandet på, at han har udtrykt sin utilfredshed med, at det amerikanske regeringskontor Government Accountability Office har stadfæstet, at Exelis Services overtager servicekontrakten på Thule Air Base fra 30. september og syv år frem.
Greenland Contractors har haft servicekontrakten på den amerikanske militærbase siden 1971.
Læs flere artikler om Thule Air Base her