Hård kritik efter fødesteds-lukning: - Naalakkersuisut må sadle helt om
Strategien med et tiltrække sundhedspersonale fra Danmark har spillet fallit, mener Demokraatits Anna Wangenheim. Hun opfordrer Naalakkersuisut til at kigge på andre lande - herunder Cuba - for at tiltrække det nødvendige sundhedspersonale.
Mandag kom det frem, at fødende kvinder i Sydgrønland skal til Nuuk resten af året. Det skyldes, at Qaqortoq Sygehus ikke længere kan fungere som fødested, fordi det ikke er lykkedes at tiltrække det nødvendige personale.
Der skal nemlig være kirurgisk beredskab i tilfælde af komplikationer ved fødslen, oplyste naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA) mandag.
Udviklingen møder hård kritik fra sundhedsordfører og politisk næstformand i Demokraatit, Anna Wangenheim.
- Tæt på kollaps
- Jeg betragter det her som værende meget tæt på et velfærdskollaps, hvor fokus på politisk omsorg på sundhedsområdet er tiltrængt, skriver hun i en pressemeddelelse.
Politikeren opfordrer nok engang Naalakkersuisut til at kigge mod Cuba:
- Jeg opfordrer på det kraftigste Naalakkersuisut til at sadle helt om og straks intensivere jagten efter langsigtede, økonomisk, fagligt og menneskeligt bæredygtige rekrutteringstiltag.
Karlsen: Mange ting skal undersøges
- Italien er aktuelt ved at rekruttere 300 cubanske læger, og resten af Europa er ved at få øjnene op for brugen af cubanske læger. En løsning, som vi fra Demokraatit har peget på som et reelt bud på, hvordan vi kommer rekrutteringsvanskelighederne til livs igennem flere år nu.
Naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA), oplyste tidligere på sommeren, at Naalakkersuisut ikke har et projekt med at hente cubansk sundhedspersonale, og at man i stedet fokuserer på rekruttering fra hele verden.
Der er dog mange ting der skal undersøges før man kan importere sundhedspersonale fra andre lande end dem i Norden. Det gælder blandt andet godkendelse af udenlandske uddannelser og autorisationer, forklarede Mimi Karlsen den gang.
Flere fødesteder lukket de senere år
Tilbage i 2019 skabte det stor debat, da Aasiaat også blev lukket som fødested. Der må tænkes nyt, lyder det fra Anna Wangenheim:
- Aasiaat har ikke fungeret som fødested siden 2019 med de samme argumenter som i Qaqortoq, og det er alt andet lige en politisk falliterklæring og løftebrud, at Naalakkersuisut den dag i dag ikke har peget på en konkret løsning på trods af, at den IA-ledede regering angiveligt prioriterede dette politisk højt sidste år, lyder kritikken fra Anna Wangenheim.
Sermitsiaq.AG arbejder på at få en kommentar fra naalakkersuisoq for sundhed til kritikken.