Hans Enoksen utilfreds med KNI-svar

Naleraq-politikeren Hans Enoksen er langt fra tilfreds med, at KNI A/S hemmeligholder, hvor mange ansatte selskabet har på sit hovedkontor i Sisimiut. Det er baggrunden for en ny byge af paragraf 37-spørgsmål til Naalakkersuisut.

Hans Enoksen forstår ikke, hvorfor KNI A/S nægter at oplyse, hvor mange ansatte selskabet har ansat på sit hovedkontor i Sisimiut.
Offentliggjort

- I modsætning til andre samfundsejede selskaber, hvilke årsager ligger til grund for, at KNI A/S nægter at oplyse antallet af sine ansatte i ”centraladministration” med såkaldt ”principielle årsager” som begrundelse, spørger Hans Enoksen, der undrer sig over den manglende åbenhed og transparens.

Han henviser til, at der i slutningen af marts 2023 i et paragraf 37-svar blev oplyst, at Royal Greenland A/S i 2023 havde 104 medarbejdere på hovedkontoret i Nuuk. Royal Greenland er i lighed med KNI A/S også selvstyreejet.

Når samme spørgsmål stilles vedrørende KNI A/S lød svaret i går:

"KNI A/S oplyser af principielle årsager ikke sine driftsudgifter på så detaljeret niveau til offentligheden."

Juridisk afklaring

Hans Enoksen vil desuden have at vide, om der er noget juridisk til hinder for at komme med oplysningerne.

I samme ombæring vil han også have at vide, om det er Naalakkersuisuts “principielle” holdning, at et samfundsejet selskab ”skal udvise transparens ved at offentliggøre relevante informationer om selskabets virksomhed og ledelse”

Powered by Labrador CMS