Udgifter til KNI’s administration holdes hemmelig
Naleraq-politikeren Hans Enoksen har bedt om svar på, hvor stor og dyr KNI’s Pilersuisoqs administration er, men det afviser KNI A/S at oplyse.
KNI vil ikke oplyse, hvor mange penge selskabet på at annoncere hos KNR. Derimod oplyser man, at lønbonus til direktionen blev afskaffet i 2021.
KNI Pilersuisoq
"KNI A/S oplyser af principielle årsager ikke sine driftsudgifter på så detaljeret niveau til offentligheden."
Så kort og kontant er svaret på spørgsmålet om, hvor mange ansatte KNI har i Pilersuisoq’s centraladministration. Og samme svar lyder, når spørgsmålet drejer sig om, hvad det igennem en årrække har kostet at styre centraladministrationen.
Hans Enoksen har også ønsket via paragraf 37-spørgsmål at få oplyst, hvor mange penge KNI bruger på annoncer i KNR.tv.
Og igen lyder det kortfattede svar:
"KNI A/S oplyser af principielle årsager ikke sine driftsudgifter på så detaljeret niveau til offentligheden.”
Varesortimentet
Derimod har Hans Enoksen mere held med at få et uddybende svar, når han spørger til, om Naalakkersuisut har planer om, at Pilersuisoq skal reducere deres varesortiment i bygderne.
-Historisk har Selvstyret og KNI A/S indgået en servicekontrakt om vareforsyning for at opretholde en stabil forsyning af dagligvarer til mindre bosteder og yderdistrikter. I servicekontrakten er der fastlagt et basissortiment. Selskabet er berettiget til at udskifte varer i basissortimentet med tilsvarende varer, der kvalitetsmæssigt og prismæssigt ikke adskiller sig væsentligt fra varen i basissortimentet. Ændringer i basissortimentet fastsættes med hensyntagen til lokale ønsker og forhold. En vare kan udgå af basissortimentet ved manglende efterspørgsel. Omfattende ændringer i basissortimentet, eksempelvis grundet manglende efterspørgsel, skal godkendes af Selvstyret, lyder svaret fra Naalakkersuisoq for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø Kalistat Lund.
Slut med lønbonus
Hans Enoksen har også ønsket at få oplyst, hvor stor en lønbonus lederne i Pilersuisoq har fået i de senere år.
- KNI er ikke forpligtet til, og oplyser af principielle årsager ikke om lønforhold til ledere og medarbejdere, andet end for direktionen som i henhold til årsregnskabsloven skal fremgå af årsrapporterne. Dog kan det oplyses, at der ikke eksisterer bonusordninger i KNI, lyder svaret, som er udformet af KNI, der tilføjer, at selskabet med virkning fra 2021 helt har droppet bonusordninger.
- Bonusordninger er helt udfaset i KNI så hverken medarbejdere, ledelse eller direktion er omfattet af bonusordning, bliver det oplyst.
Bonusordninger til de forskellige direktioner i de selvstyreejede selskaber har i løbet af foråret været i fokus og skabt en hed debat, da det kom frem, at Royal Greenlands administrerende direktør, Susanne Arfelt Rajaqmand, fik tre millioner kroner i bonus i form af to millioner kroner i tiltrædelsesbonus og en million kroner i fastlagt bonus for 2023, som en del af tiltrædelsesaftalen. Dermed var hendes samlede lønpakke på 8,1 millioner kroner i 2023.
Engangsvederlag til ansatte
Når det gælder spørgsmålet om de ansatte i butikkerne får bonus, når de har arbejdet ekstra lyder svaret:
- De ansatte i butikkerne i Pilersuisoq, er aflønnet på baggrund af overenskomsten mellem KNI A/S og SIK, hvor der er aftalt bestemmelser vedrørende aflønning ved overarbejde. Ansatte i KNI-koncernen kan derudover - i helt særlige tilfælde - modtage et engangsvederlag, der maksimalt svarer til den enkeltes månedsløn.