Greenland Airports om glat bane i Nuuk: Vi er ikke herrer over vejret
En glat landingsbane sætter fredag en stopper for flytrafik til og fra Nuuk. Der er tale om særlige vejrforhold, siger Greenland Airports.
Fredag blev en udfordrende dag for grønlandsk flytrafik. Dette er et arkivfoto fra en bedre dag.
Foto: Leiff Josefsen
Nuuk Lufthavn er fredag hårdt ramt af aflysninger og forsinkelser. Tuukkaq er igen fløjet tilbage til Danmark frem for at lande i Nuuk, og indenrigsflyene er ligeledes berørt.
Årsagen til fredagens problemer er, at banen er glat, oplyste Air Greenland tidligere fredag.
Sermitsiaq har kontaktet Greenland Airports for at høre, hvordan en glat bane kan få alting til at gå i stå.
Det er de aktuelle “helt særlige vejrforhold”, der p.t. lukker f0r landingsbanen af sikkerhedshensyn, meddeler Greenland Airports:
– Banens overflade er lige nu underafkølet, det vil sige lige omkring eller under nul grader celsius, mens lufttemperaturen til gengæld er over frysepunktet. Når der falder nedbør, sker det i form af regn, som fryser til is på banens overflade, hvilket gør den meget glat.
– Tilsvarende sweeper vi naturligvis også banen kontinuerligt – og har gjort det hele natten. Men det er i den aktuelle situation altså ikke nok.
Var der noget, som I kunne have gjort bedre for at undgå den her situation?
– Vi har gjort alt, hvad man kunne forvente af os. Det er et vejrfænomen, som det er meget svært at stille op imod. Det er jo Grønland i en nøddeskal, at vi ikke kan være herrer over vejret, lyder svaret fra kommunikationsafdelingen i Greenland Airports.
Greenland Airports oplyser, at problemet p.t. påvirker en række lufthavne i Grønland. Der bliver åbnet op for flytrafik igen, så snart det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Men Greenland Airports kan foreløbig ikke sige, præcis hvornår det bliver.