Atlantfly vendte om lige inden landinger i Nuuk og Narsarsuaq
Torsdag opgav begge Air Greenlands fly fra Danmark i sidste øjeblik at lande, hvorpå de fløj hele vejen tilbage til København.
Flyet skulle være landet i Narsarsuaq, men det blev kun til en tur rundtom.
Screenshot fra Flightradar24
Denne torsdag bød på en bitter omgang for Air Greenland og passagerer på vej fra Danmark. I sidste øjeblik måtte hele to atlantflyvninger opgive at lande og vende tilbage, hvor de kom fra.
Air Greenlands flagskib, Tuukkaq, vendte om, kort inden fjordsystemet startede ved Kapisillit. Med den direkte tur tilbage nåede Tuukkaq med passagerer at være på vingerne i over ni timer, inden fly og folk var retur i København.
Den var også gal i Narsarsuaq, hvor Air Greenlands flyvning bliver varetaget af selskabet Jettime. Ifølge fly-appen Flightradar24 fløj flyet rundt om Narsarsuaq, inden turen gik tilbage igen.
Undgår som regel Kangerlussuaq
Indtil for nylig betød problemer på vestkysten som regel, at passagerer ventede i Kangerlussuaq. Men sådan en løsning er ikke aktuel længere, undtagen hvis det er yderst nødvendigt.
– Grunden til det er, at en landing i Kangerlussuaq eller Keflavik vil give store følgekonsekvenser for kunden på grund af hviletidsbestemmelser for besætningen. Disse giver ikke mulighed for efterfølgende flyvning uden hviletid.
– Det vil betyde, at der ikke kan flyves før dagen efter, og vil dermed skabe gener med mange forsinkelser på de efterfølgende flyvninger, skrev Air Greenland til Sermitsiaq i december.
Flyet, der var på vej til Narsarsuaq, landede faktisk i islandske Keflavik. Det var dog et stop på vej tilbage til København.
Udfordringer fortsætter
Fredag formiddag fortsætter udfordringerne i Nuuk Lufthavn, hvor de fleste afgange meldes aflyst eller forsinket. Tukkaaq flyver i skrivende stund over indlandsisen. Vi følger udviklingen.