Gedion Lyberth (S): Qeqqata Kommunia er godt for Maniitsoq og bygder

Kommunalbestyrelsesmedlem i Qeqqata Kommunia, Gideon Lyberth fra Maniitsoq er ked af den til tider meget oppiskede stemning internt i kommunen. Han mener at Maniitsoq drager god fordel ved at være i netop denne kommunekonstruktion.

Kommunalbestyrelsesmedlem Gideon Lyberth opfordrer til saglighed, når talen kommer på kommunens konstruktion.
Offentliggjort

En konflikt der ikke er til at overse på den politiske dagsorden er konflikten mellem Maniitsoq og dennes bygder og Sisimiut og dennes bygder.

Der har været borgermøder, dialogmøder og andre aktiviteter for at kommunen kan komme ud af den trængte situation.

Kommunalbestyrelsesmedlem Gedion Lyberth (S) har i al den tid forsøgt at få gemytterne til at falde til ro. Han er viceborgmester i kommunen og fortaler for denne kommunale konstruktion.

- Overordnet set opstår der desværre en meget negativ stemning mellem borgerne i Maniitsoq og Sisimiut. Og den negative stemning bliver desværre pustet op, også fra kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Maniitsoq, som bruger de sociale medier til at påvirke borgere, hvoraf mange tager det for gode varer, siger Gideon Lyberth (S) til Sermitsiaq.AG.

Han vil meget gerne deltage i en konstruktiv dialog om kommunens fremtid, som han mener er til gavn for alle borgere i Qeqqata Kommunia, inklusive borgere i Maniitsoq og dennes bygder:

- Der er alt for mange mytedannelser, der får lov til at gro sig store. Jeg mener at vi som kommunalbestyrelsesmedlemmer har pligt til at være saglige overfor borgerne, så det er ifølge min mening ikke på sin plads at nogen benytter enhver lejlighed til at puste til ilden på subjektive og usaglige grundlag, og som ifølge min mening kun går ud på at opnå popularitet, påpeger Gideon Lyberth.

Kommunen disponerer rigtigt

Gideon Lyberth mener at Maniitsoq og dennes bygder har fået mange gode fordele ved netop denne kommunesammenlægning:

- Vores kommune er meget god til at spotte hvor der er brug for ekstraordinære tiltag, uanset hvor i kommunen vi befinder os. Se alene på de mange igangsatte byggerier i kommunen, og i særdeleshed Maniitsoq og bygder. Der er virkeligt sket fremskridt i alle henseender og det kan dokumenteres, påpeger Lyberth.

Gideon Lyberth siger som eksempel, hvordan et konkret problem med børnenes skole, Kilaaseeqqap Atuarfia, bliver brugt som platform for at øge afstanden mellem Maniitsoq og Sisimiut.

Han henviser til de meget indgående forberedelser til hvordan skolen skal håndteres både på politisk/økonomisk plan og på hvordan fagfolk har været inde over hvordan skolens fysiske forhold skal håndteres.

- Det er selvfølelig ikke godt at elever og lærere har måttet leve med gener under renoveringen, men kommunen har arbejdet målrettet for at løse de problemer der er forbundet med renoveringen. Men ligefrem at bruge situationen til at piske en stemning op til konflikt mellem kommunens byer og bygder synes jeg ikke er passende.

Kom i ordenlig dialog om kommunens fremtid

Gideon Lyberth opfordrer til en selvransagelse i kommunen. Han opfordrer til at dialogen skal være bærende element i denne tid, hvor nogle slår på trommer for at løsrive Maniitsoq og bygder fra Qeqqata Kommunia:

- De der sår tvivl om kommunen bør komme med saglige og dokumenterbare begrundelser, i stedet for bare at piske en opildnet og negativ stemning igennem sociale medier. Lad os dog tale med hinanden, for kun igennem dialogen og sagligheden kan vi komme videre, opfordrer kommunalbestyrelsesmedlem i Qeqqata Kommunia, Gideon Lyberth (S).

Powered by Labrador CMS