Forsker: Kongebesøg er en "særforestilling"

Kong Frederik lægger i næste uge vejen forbi Grønland, hvilket ifølge en ekspert giver anledning til at vise det stærke forhold mellem Grønland og Danmark.

Kongeparret og deres tvillinger prins Vincent og prinsesse Josephine besøgte Grønland i sommer 2024. Her ses de hilse på borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Avaaraq Olsen.
Offentliggjort

Lørdag rejste formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) til Danmark for at mødes med statsminister Mette Frederiksen (Socialdemokratiet).

Når han i dag vender retur til Grønland, har han kong Frederik med. Kongen skal blandt andet mødes med medlemmer af Naalakkersuisut.

Og spørger man Ulrik Pram Gad, seniorforsker ved DIIS, er det ikke tilfældigt, at kong Frederik slår vejen forbi knap et år efter kongeparrets Grønlandstogt sidste sommer.

- Der er ingen tvivl om, at der her ligesom er en særforestilling, siger han til Sermitsiaq.

Det hænger sammen med den stigende interesse fra USA’s præsident Donald Trump, som mere og mere insisterende udtrykker ønske om kontrol over Grønland og forsøger at skabe splid mellem Danmark og Grønland.

Gode billeder

I slutningen af marts skulle vicepræsidents hustru, Usha Vance, have besøgt Nuuk og Sisimiut i forbindelse med Avannaata Qimussersua. Den del af besøget blev dog aflyst, og i stedet besøgte vicepræsidentsparret Pituffik Space Base.

Omlægningen af planen var resultat af store protester fra grønlandsk side, da der på daværende tidspunkt ikke var samlet et nyt Naalakkersuisut efter valget.

Kongens besøg har især et formål – At opnå det, amerikanerne ikke kunne, mener Ulrik Pram Gad.

- Man vil gerne lave nogle af de billeder, som J.D Vance og kompagni ikke kunne finde ud af at lave. Man vil gerne lave nogle billeder af nogle grønlandske politikere, som er glade for en repræsentant fra Danmark. Og der er kong Frederik jo i særklasse.

Kongehuset og måske især Kong Frederik er nemlig populære blandt den grønlandske befolkning. Man kan blot kigge tilbage på sidste sommer, hvor store folkemængder mødte op for at få et glimt af kongeparret og deres tvillinger prins Vincent og prinsesse Josephine, da kongeskibet lagde til i flere grønlandske byer.

- Så der er god chance for gode, positive modtagelser og billeder. Og så kan manden jo ovenikøbet køre på hundeslæde i modsætning til Usha Vance.

- Så det kan give nogle billeder, man håber kommer i omløb internationalt for at dementere, hvis der er nogle rester tilbage af Trump administrationens historie om, at grønlænderne hellere vil være amerikanere og ikke have noget med Danmark at gøre.

Danmark står bag Grønland

Under en uge efter det nye Naalakkersuisut blev præsenteret, før Inatsisartut havde mulighed for at konstitueres og godkende den nye regering, kom statsminister Mette Frederiksen på besøg i Grønland.

Her mødtes hun med Jens-Frederik Nielsen og Múte B. Egede (IA), som på daværende tidspunkt var henholdsvis kommende og afgående formand for Naalakkersuisut.

Under besøget gjorde hun det gentagende gange klart, at Grønland tilhører grønlænderne og viste tydeligt, at Danmark støtter Grønland.

Og nu er det så statsoverhovedet Hans Majestæt Kong Frederik X, som lander i Rigsfællesskabets nordligste hjørne. Dermed cementerer han Mette Frederiksens budskab, hvilket er det andet formål med besøget.

- Punkt to er at demonstrere overfor Grønland, at Danmark står bag Grønland, siger Ulrik Pram Gad.

Modfortælling til Trumps påstande

Under J.D Vances besøg på Pituffik Space Base langede han i en tale ud efter Danmark og deres investering i Grønland.

Han påstod, at Danmark ikke har gjort nok for Grønland og grønlænderne, blandt andet for at forsvare landet.

Under sit besøg skal Kong Frederik til Station Nord sammen med den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (Venstre). 

Kongen afslutter sit besøg med fra torsdag 1. maj at være afsted med Siriuspatruljen, som er en del af forsvaret af Grønland. Og dette kan der også være et signal i, mener Ulrik Pram Gad.

- Det giver på en eller anden måde et indtryk af en modfortælling til historien med, at Danmark slet ikke gør noget forsvarsmæssigt.

Men kongens vigtigste opgave bliver at smile til kameraerne.

- Kongen er per definition ikke andet end symbolsk. Den væsentligste effekt af ham er, at han har nemmere ved at lave gode billeder med glade grønlændere end andre danskere, siger Ulrik Pram Gad.

Tidligere i dag offentliggjorde kongehuset programmet for besøget

Powered by Labrador CMS