Forhøjer pensionstillæg til ramte pensionister

Naalakkersuisut er på vej med en løsning til alderspensionister, der har mistet en del af deres pensionstillæg.

Offentliggjort

I begyndelsen af januar lød der en advarsel fra borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen.

Bekymrede og frustrerede pensionister havde henvendt sig til kommunen, fordi deres alderspension var blevet nedsat med op til 2.800 kr. i forbindelse med at en større lovændring var gennemført med henblik på at afskaffe gensidig forsørgerpligt.

Nu melder Naalakkersuisut, at man er på vej med en løsning for de ramte pensionister:

- Desværre er en mindre gruppe af alderspensionister blevet nedsat i pensionstillæg, som en utilsigtet konsekvens af lovændringen. Naalakkersuisut har sørget for, at de ramte alderspensionister fremadrettet modtager samme pensionstillæg som tidligere, oplyser Departementet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender i en pressemeddelelse.

I praksis har Naalakkersuisut sendt et forslag om en tekstanmærkning til Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg, som udvalget har godkendt:

- I praksis betyder tekstanmærkningen, at de borgere som utilsigtet har mistet en del af deres pensionstillæg som følge af lovforslaget af gensidig forsørgerpligt fra Inatsisartuts efterårssamling 2023, fremadrettet får samme rettigheder som tidligere, lyder det fra departementet, der har naalakkersuisoq Jess Svane som politisk ansvarlig.

Powered by Labrador CMS