Kommune advarer: Nogle pensionister må nøjes med mindre

En del pensionister kan fra årsskiftet forvente en alderspension på 2.800 kroner mindre om måneden. Det kan øge kommunens udgifter, mener borgmesteren.

Offentliggjort

Obs: Artiklen er rettet til efter en præcisering fra borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen. Onsdag eftermiddag har Palle Jerimiassen forklaret, at den gruppe borgere, der får mindre pensionstillæg er pensionister med en partner, der er lønmodtager.

En gruppe pensionister har mellem jul og nytår henvendt sig til Avannaata Kommunia og påpeget, at de kommer til at få udbetalt mindre alderspension per måned fra 1. januar 2024. Konsekvensen af den nye pensionsordning, hvor en eventuel partners indkomst ikke spiller en rolle for en pension, har nemlig den konsekvens, at pensionstillægget for nogle alderspensionister bliver mindre:

- Jeg har fået flere henvendelser hen over juledagene fra bekymrede og frustrerede pensionister. Deres alderspension er nedsat med omkring 20 procent, fortæller borgmester i Avannaata Kommunia, Palle Jerimiassen (løsgænger) i en pressemeddelelse.

Han oplyser, at nogle pensionister får 2.800 kroner mindre i pension om måneden.

Ifølge kommunen er de pensionister ikke blevet varslet om nedsættelsen af pensionstillægget og har derfor ikke haft mulighed for at forberede sig på en mindre indtægt fra det nye år.

Forsørgerpligt fjernet i efteråret

Forsørgerpligten i loven om alderspension er fjernet under Inatsisartuts samling i efteråret. Det betyder, at borgere i pensionsalderen, der ikke har modtaget pension på grund af eventuel partners indtægt, nu kan se frem til at modtage alderspension. Under debatterne har Naleraq efterspurgt svar på hvilke konsekvenser, ændringerne vil få generelt for pensionen.

- Det er virkelig ærgerligt, at vi nu ser konsekvenserne. Vi har under debatterne efterspurgt, om Naalakkersuisut har overvejet risikoen for mindre udbetalt pension for nogle alderspensionister, når forsørgerpligten fjernes. Det er ærgerligt, at man ikke har gjort arbejdet, så det har det bedste udfald for alle, siger ordfører i Naleraq, Jens Napaattooq.

Konsekvensen kan kommunen nu se ved de mange henvendelser.

- Jeg tror, man i forbindelse med den nye pensionsordning har overset, at den vil ramme de nogle pensionister, og jeg håber, at Naalakkersuisut og Selvstyret vil rette op på den skævhed i de kommende dage, siger borgmester Palle Jerimiassen.

Palle Jerimiassen understreger, at kommunen kigger på muligheder for økonomisk støtte for de berørte alderspensionister. Han påpeger samtidig, at det vil betyde flere udgifter for kommunen, hvis udbetalingen ikke rettes op af Naalakkersuisut snarligt.

Sermitsiaq.AG arbejder på at få en kommentar fra Naalakkersuisut omkring kritikken.

Powered by Labrador CMS