Kapisillit

Forbrændingsanlæg i en bygd lukker

Drift- og Miljøafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq har valgt at lukke forbrændingsanlægget i Kapisillit

Forbrændingsanlægget i Kapisillit er nu lukket
Offentliggjort

Forbrændingsanlægget i bygden Kapisillit, der ligger cirka 50 kilometer væk fra hovedstaden Nuuk, har ikke kørt optimalt i længere tid.

Derfor har Drift- og Miljøafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq lukket anlægget i starten af marts.

- Ovnen af forbrændingsanlægget er blevet utæt efter flere års drift og slitage. Men saneringen af forbrændingsanlægget i bygden vil ikke betyde, at borgerne i Kapisillit skal smide deres affald i naturen, siger Ivan Falk Petersen, der er Drift- og Miljøkoordinator i kommunen.

Læs: Mange virksomheder bruger naturen som losseplads

Affaldssotering
Derimod skal borgerne nu begynde at sortere deres affald i tre fraktioner, hvilket er i tråd med Kommuneqarfik Sermersooqs overordnede målsætning inden for affaldsområdet – herunder øget genanvendelse og minimering af affald.

Kommunen skriver, at de tre fraktioner som er jern, glas og andet brændbart affald, skal fremover opsamles i hver sin affaldssæk af alle husstande i bygden. Hvorefter kommunens ansatte afhenter affaldet, som bliver presset og pakket i paller og sendt med skib til Nuuk.

Læs: Sermersooq tyvstarter affaldssortering

Sender affald til hovedstaden
Glasaffaldet vil blive benyttet som afdækningsmateriale eller bruges som drænlag i deponier. Jern og metal sendes til genanvendelse i udlandet, og brændbart affald afbrændes i Forbrændingen i Nuuk.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår borgerne i Kapisillit skal påbegynde sorteringen af deres affald, dog forventes en opstart i løbet af foråret 2016.

Fra Kapisillit bliver 400 kilo brændbart affald i øjeblikket hver uge sendt til forbrændingsanlægget i Nuuk.

Powered by Labrador CMS