miljø

Sermersooq tyvstarter affaldssortering

Rådhuset i Nuuk skal nu forsøge sig med sortering af affald i seks kategorier. Derefter skal der indføres samme sortering i resten af Nuuk

Paamiut startede med affaldssortering

Kan det mon lade sig gøre i praksis at sortere affald fra rådhuset i seks forskellige kategorier?

Nu begynder en test hos Sermersooqs egne embedsmænd og politikere.

Forbilledet er Paamiut, som i 2014 indførte en enkel affaldssortering i fire kategorier.

Læs: Paamiut med intelligent affaldshåndtering

Nu skal det testes, om detaljeret affaldssortering kan lade sig gøre i en større by.

Teknisk forvaltning starter med et realistisk mål, men ambitionerne er større, lyder det fra kommunalbestyrelsen.

Nuuk er begyndt
- Jeg og Inuit Ataqatigiit tror på, at vores land har potentialet til at blive verdens grønneste land, lyder det fra Allan Pertti Frandsen (IA), der er kommunalpolitiker i Kommuneqarfik Sermersooq, i en pressemeddelelse.

- Og vi er faktisk kommet langt allerede. Miljømæssigt skal vi fortsat turde stille krav til os selv og hinanden. Og til vores gryende erhvervssektor, som skal omfavne de grønne ideer, så de kan skabe job.

Så skal der sorteres
Kommunalbestyrelsen besluttede i oktober 2015 at styrke affaldssorteringen i kommunen. Hvis erfaringerne fra rådhuset bliver gode, kan pilotprojektet indføres på alle kommunens institutioner og senere i andre byer og bygder.

Læs: Nye forbrændingsanlæg på vej i Ilulissat og Aasiaat

Planen er, at affaldet på rådhuset i Nuuk sorteres i seks såkaldte 'fraktioner'. Det drejer sig om pap og papir, glas, metal, organisk affald, andet affald og farligt affald.

Og kommunen har planer for hver fraktion:

  • Pap og papir, metal og farligt affald sælges til genbrug af virksomheder i Danmark.
  • Glas genbruges lokalt som drænlag i udgravninger.
  • Organisk affald ender i modtagestationen til kompostering. Slutproduktet bliver muld til brug i byen.
  • Andet affald ender i forbrændingsanlægget som en ressource i forbrændingen.

I fjor anskaffede man i Sermersooq de første to elbiler og fire hybridbiler. Et test-rensningsanlæg til natrenovation (toiletaffald red.) blev også anskaffet.

Bygd får rensningsanlæg
Rensningsanlægget skal i år opstilles i en af kommunens bygder. Sermersooq har også påbegyndt et oprydningsprojekt af affaldsdumpene rundt i kommunen med det mål, at de sidste dumpe skal være opryddet senest i 2019.

Den 1. januar er kommunen begyndt at sortere flasker på enkelte større institutioner og virksomheder i Nuuk.

Læs: Flaskesortering starter i Nuuk 1. januar

Powered by Labrador CMS