Fiskeridepartement: Vi overtog straks sagsbehandlingen

Departementet for fiskeri og fangst oplyser, at man straks overtog sagsbehandlingen, når en naalakkersuisoq havde modtaget en anmodning om fiskerilicens. Siumuts Jess Svane forlanger en undskyldning.

Ifølge departementet har man på sullissivik.gl tydeliggjort, at ansøgninger om fiskerilicenser skal gå gennem de rette kanaler.
Offentliggjort

Det har tidligere været kutyme, at folk, der gerne ville have en licens til fiskeri, kunne ringe til naalakkersuisoq personlig, der så overlod behandlingen af anmodningen til embedsfolk i sit departement.

Det har Naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Aqqaluaq B. Egede (IA), oplyst på et fiskeriseminar og efterfølgende i et skriftligt svar.

Departement for Fiskeri og Fangst oplyser til Sermitsiaq.AG, at det ellers er proceduren, at alle skal henvende sig via de officielle kanaler, og derfor har departementet straks overtaget de pågældende sagsbehandlinger fra naalakkersuisoq:

- Som udgangspunkt er proceduren for alle ansøgninger, at alle skal henvende sig på skrift via de officielle kanaler, da der er tale om administration og sagsbehandling.

Har tydeliggjort procedure

- Ift. licenser, så skal ansøgninger og vejledning foregå enten hos kommunen eller hos Departementet for Fiskeri og Fangst. Derfor har Departementet straks overtaget behandlingen eller vejledningen af fiskerne, skriver departementet i et skriftligt svar til Sermitsiaq.AG.

Departementet oplyser videre, at der på sullissivik.gl er en oversigt over proceduren for ansøgninger i forhold til licenser og andre tilladelser:

- Hvor det er tydeliggjort, at ansøgninger skal fremsendes via officielle kanaler, skriver departementet.

Spørgsmål: Har tidligere naalakkersuisoq nogensinde presset på, for at departementet behandlede en bestemt ansøgning om licens hurtigere end andre?

- Som nævnt så sørger vi straks for, at eventuelle henvendelser om licenser videregives til Departementet, som varetager den videre sagsbehandling herefter, skriver departementet.

Ingen data

Departementet har ingen data på, hvor mange gange, det har behandlet ansøgninger om license fra personer, der har henvendt sig direkte til naalakkersuisoq.

Debatten om Naalakkersuisuts ageren i forbindelse med udstedelse af fiskerilicenser er opstået på baggrund af en udtalelse fra naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Aqqaluaq B. Egede (IA), om at hans forgængere tog telefonisk imod henvendelser om licenser.

Ifølge Siumuts Jess Svane har Aqqaluaq B. Egede antydet, at hans forgængere ikke bare har taget imod henvendelser om fiskerilicenser men også sørget for, at vedkommende fik licensen. Derfor forlanger Jess Svane, at IA-politikeren siger undskyld.

Forlanger undskyldning

Det skriver Jess Svane i det seneste af en række spørgsmål, som han har sendt til Naalakkersuisut:

- Indenfor de sidste 20 år er der ingen af de, der har været udpeget som Naalakkersuisut for fiskeri og fangst, der blot uden videre har udleveret licenser, hvilket Naalakkersuisoq medlemmet da også bevidnede i sit svar til mit §37 spørgsmål. På denne baggrund vil jeg mene, at den uberettigede mistænkeliggørelse der er sket overfor 11 tidligere medlemmer af Naalakkersuisut, indenfor de sidste 20 år, må udløse en undskyldning fra det nuværende medlem af Naalakkersuisut for fiskeri og fangst, skriver Jess Svane til Naalakkersuisut.

Sermitsiaq.AG arbejder på at få en kommentar til sagen fra Aqqaluaq B. Egede.

Powered by Labrador CMS