Endnu et medlem trækker sig fra Forfatningskommissionen
Partii Naleraqs mandat i Forfatningskommissionen har valgt at trække sig. Partiets hovedbestyrelse har indstillet Pele Broberg som ny mand til posten og afventer i øjeblikket den endelige godkendelse fra Naalakkersuisut.
Forfatningskommissionen har fortsat svært ved at få ro og kontinuitet i arbejdet. I hvert fald skal der endnu engang findes at nyt medlem, da Partii Naleraqs mandat Per Rosing-Petersen har valgt at trække sig.
I november sidste år trak daværende formand for arbejdet af rettigheder i kommissionen Anita Hoffer sig, og i samme ombæring smuttede Samarbejdspartiets suppleant Louis Sigurdsen. Begge i protest over lønninger til kommissionsmedlemmerne. Af andre tidligere medlemmer kan blandt andre nævnes Jess Svane, Vivian Motzfeldt, Mimi Karlsen og Ane Hansen.
I juni valgte Atassut helt at droppe kommissionsarbejdet og trak deres mandat ud af arbejdet. Det skete under stor protest fra partiets mandat Paninnguaq Kruse.
Går man ind på forfatningskommissionens hjemmeside tunngavik.gl, står Paninnguaq Kruse stadig som medlem af kommissionen.
Broberg vil sætte skub i tingene
Partii Naleraq har valgt at indstille Pele Broberg som afløser for Per Rosing-Petersen.
- Jeg er ganske beæret over den samlede hovedbestyrelses opfordring og afventer Naalakkersuisuts videre beslutning om arbejdet, siger Pele Broberg til Sermitsiaq.AG.
Han håber, at få sat skub i kommissionens arbejde og få skabt klarhed over grundlaget for en fremtidig grønlandsk stat.
- Jeg vil arbejde på at sikre folk, der har tilhørsforhold til landet som borgere. Oprindelige folk og tilflyttere kan ved samarbejde løfte landet i fremtiden. Alt dette sikres ved en forfatning, hvor vi er åbne for muligheder. Muligheder som Free association, dobbelt statsborgerskab og andet vi måtte ønske, for at bevare familiære bånd på tværs af kulturer og lande, skal tages i betragtning, slutter Pele Broberg.