Endnu en arbejdsulykke koster menneskeliv i Nuuk

En flyttemand er onsdag omkommet i en arbejdsulykke i Nuuk. Det er tredje gang i år, at en faldulykke har kostet menneskeliv.

Arkivfoto. Faldet er sket i Usisaats nye lagerhal ved havnen i Nuuk.
Offentliggjort

For tredje gang i år er et menneske omkommet i en faldulykke i forbindelse med sit arbejde i Nuuk. Det bekræfter politiet overfor Sermitsiaq.AG.

Denne gang er der tale om en flyttemand omkring 64 år, der er faldet fra en lift i Usisaats lagerhal ved havnen i Nuuk.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken onsdag klokken 12.54.

- Vi har været på stedet og talt med personalet på skadestuen, fortæller vagtchef hos Grønlands Politi Jens Rønberg til Sermitsiaq.AG.

Manden er faldet omkring 10 meter og er afgået ved døden af sine kvæstelser. De pårørende er orienteret.

Politiet er nu i gang med tekniske undersøgelser af stedet og afhøring af vidner, oplyser vagtchefen.

I sidste måned døde en 60-årig tømrer fra Esbjerg efter et fald fra et stillads ved et byggeri i Nuuk og tilbage i april døde en 60-årig mand efter en faldulykke ved en byggeplads på Nuukullak - ligeledes i Nuuk.

Powered by Labrador CMS