Efter uro: Aftale om tilskud til indhandling af sælskind er på plads

Forhandlingerne om prisen for sælskind er nu afsluttede, skriver Naalakkersuisut. Fangerne kan nu indhandle skind for højere pris.

Offentliggjort

Efter nogle ugers uro har Naalakkersuisut, Great Greenland A/S og KNAPK indgået aftale om tilskud for indhandling af sælskind for 2024.

Det oplyser naalakkersuisoq Naaja H. Nathanielsen (IA):

- Det er en vigtig og god aftale, der nu er indgået. Jeg takker parterne for dialogen op mod aftalen. Det har været konstruktivt og med fokus på at finde en løsning.

- Fremtiden for afsætning af sælskind og fangernes vilkår er under pres, og klimaforandringer sætter sit præg på erhvervet. Det er derfor vigtigt, at vi bevarer dialogen om de behov, der opstår, og den virkelighed vi lever i, som ændrer sig hurtigt i disse år, udtaler Naalakkersuisoq for Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling, Naaja H. Nathanielsen i en pressemeddelelse.

- Håber I kan tilgive os

Siumuts medlemmer pressede KNAPK og Great Greenland, da forhandlingerne ikke var færdige inden nytår.

Men nu kan man indhandle netside, som er mindre end 70 cm for 329 kroner. Netside større end 70 cm kan man få for 358 kroner, mens grønlandssælers skind vil give 478 kroner.

Fisker- og fangerorganisationen KNAPK er glad for, at indhandlingspriserne, tilskud, bonus og indhandlingsinstruksen for 2024 er på plads nu, men håber på tilgivelse for, at fangerne har ventet længe.

- Fra KNAPK er vi glad for, at indhandlingspriserne, tilskud, bonus og indhandlingsinstruksen for 2024 nu langt om længe er forhandlet på plads. Skønt resultatet er landet lidt sent, håber jeg, at erhvervsfangerne kan tilgive os for dette, da priserne er justeret opad.

- Fangererhvervet er som bekendt under stort pres, særligt af eskalerende forbrugspriser. Opjustering af indhandlingspriserne vil derfor være en stor hjælp til mange fangere, udtaler KNAPK i pressemeddelelsen.

Maksimal basisindhandling skal være 12.970.100 kroner i bonus.

Powered by Labrador CMS