De første stemmeurner fyldt op i Nuuk

Vælgerne strømmer til valgstedet i hovedstaden og lignende melding kommer fra andre byer.

Lang kø, glade miner og god stemning. Det er beskrivelsen af valget til Inatsisartut, hvor 31 medlemmer skal vælges.
Offentliggjort

Høj sol, stille vinde og højt humør. Sådan kan stemningen beskrives ved valgstederne i Grønland.

Siden valgstederne åbnede klokken 9.00 tirsdag morgen har stemmeberrettigede borgere strømmet til valgstederne for at afgive deres stemme til Inatsisartut.

Fra både Nuuk, Aasiaat og Sisimiut er der meldinger om stort fremmøde af vælgere.

De første urner er fyldt op

Lidt før klokken 12.00 blev der fremvist endnu et sæt tomme stemmeurner, da de første bokse, der kom i brug om morgenen, allerede er fyldt op.

Det oplyser valgleder Bea Mølgaard Lennert. Nedenstående video viser proceduren med de nye stemmeurner.

Klokken 12.00 kunne valglederen desuden melde til vælgere og pressen ved valgstedet Godthåbhallen i Nuuk, at 15,9 procent af alle stemmeberettige i Nuuk allerede har afgivet deres stemme. 

Tallene er fra klokken 11.00. Omtrent samme stemmeprocent lyder i Sisimiut klokken 11.00.

Sermitsiaqs udsendte kan også berette, at der er god stemning men trængsel i Godthåbhallen i Nuuk. Mens flere udenlandske medier har slået lejr på valgstedet, byder partierne vælgerne velkommen til valgstedet uden for.

Stadig mange vælgere venter udenfor Godthåbshallen og står i kø i det fine solskinsvejr. Køen går helt ned mod vejen til Nuuk centrum.

31 medlemmer i Inatsisartut skal stemmes ind, og aldrig har der været så stor international interesse for et grønlandsk valg. 

Det kan allerede derfor konkluderes nu, at den næste formand for Naalakkersuisoq i Grønland ikke kun bliver landskendt, men også kendt ved navn og parti internationalt.

Powered by Labrador CMS