Solen skinner over Sisimiut, og stemningen er høj på valgdagen. Ved valgstedet i kulturhuset Taseralik samles borgere, både unge og ældre, for at afgive deres stemme. Indtil kl. 11.00 har 633 personer allerede stemt, hvilket er en stigning på hele 5,5 procentpoint sammenlignet med valget i 2021. I alt har Sisimiut 3.947 stemmeberettigede.
Folk er glade på valgstedet og der er god stemning. Solen skinner og kandidaterne fra alle partier hygger sig udenfor med hver sin musik.
Annonce
Foto: Tôrtia Reimer-Johansen
Der er stor interesse for dagen.
Lederen af valgstedet, Karl Berthelsen, bekræfter over for Sermitsiaq, at valgdagen begyndte med en god stemning, da valgstedet åbnede kl. 9.00.
- Vi har glædet os til dagen. Det er også spændende, at der er stor international interesse med tilstedeværelsen af udenlandske journalister. Det har vi ikke oplevet før, siger Karl Berthelsen.
Han forventer, at endnu flere borgere vil komme for at stemme i løbet af dagen, særligt omkring frokosttid og efter klokken 16.00, når folk får fri fra arbejde.
- Jeg håber, at mange borgere vil benytte muligheden for at stemme. Og vejret er jo med os i dag med solskin, siger han optimistisk.
Nedenstående tabel viser, at 633 vælgere havde afgivet deres stemme kl. 11.00. Det er langt flere end i 2021, hvor kun 419 havde afgivet deres stemme på samme tidspunkt.