udskiftning
Atter mystik om opsigelse af en departementschef
Den afgåede departementschef i Departementet for Familie, Ligestilling og Sociale Anliggender, Susie Marthin Kjeldsen, får 18 måneders fuld løn. Det tyder på, at der er tale om en uansøgt afsked, og at departementschefen ikke har misligholdt sit ansættelsesforhold
Når en fratrådt departementschef får 18 måneders løn inklusiv pension, har der været tale om, at departementschefen er blevet meddelt såkaldt 'uansøgt afsked', og at hun 'ikke har misligholdt sit ansættelsesforhold'.
Det fremgår af aftalen mellem Naalakkersuisut og Danmarks Jurist- og Økonomiforbund, som formand for Naalakkersuisut, Siumuts Kim Kielsen, henviser til i sit svar på paragraf 37-spørgsmål fra medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Agathe Fontain om ledelsesforholdene i departementet.
Læs: Endnu en departementschef fratrådt
Læs: IA bekymret for departementschefs bratte stop
Kim Kielsen svarer, at den afgåede departementschef for familie, ligestilling og sociale anliggender, Susie Marthin Kjeldsen, efter gensidig overenskomst er fratrådt sin stilling ved udgangen af februar. Og at hun i forbindelse med fratrædelsen bliver ydet et beløb svarende til 18 måneders løn inklusiv pension i overensstemmelse med punkt 16 i aftale indgået mellem Naalakkersuisut og Danmarks Jurist- og Økonomforbund om løn- og ansættelsesvilkår for overenskomstansatte, administrative chefer under Grønlands Selvstyre og kommunerne (af 16. december 2013, red.).
Læs: Ny departementschef udpeget
Spørgsmålet er, hvad der egentlig er foregået mellem naalakkersuisoq for familie, ligestilling og sociale anliggender, Siumuts Martha Lund Olsen, og departementschef Susie Marthin Kjeldsen.
Hvad har været så graverende, at opsigelsen skulle være øjeblikkelig, og vel og mærke uden at departementschefen havde misligholdt sit ansættelsesforhold? Indtil videre har det ikke været muligt at få svar fra hverken den politiske ansvarlige Martha Lund Olsen eller den afgåede departementschef.
Faktum er, at opsigelsen koster landskassen over en million kroner i løn, pension m.m.
Læs: Departementschef Svend Hardenberg fritaget fra tjeneste
Læs: Ekspert: Politikere må fortælle om fyringsårsag
Også lukket land i Svend Hardenberg-exit
Svend Hardenberg blev tirsdag den 24. februar med øjeblikkelig virkning - og på ubestemt tid - 'fritaget fra tjeneste' som departementschef i Formandens Departement.
Hverken departementet eller Naalakkersuisut-formand Kim Kielsen ønsker at kommentere Hardenbergs fritagelse yderligere, da der er tale om personaleforhold. Dermed kan offentligheden heller ikke få at vide, hvorfor landets øverste embedsmand er blevet fritaget fra tjeneste på ubestemt tid.