Arbejdsnedlæggelse: Sundhedsledelsen står klar med en plan
Sundhedsledelsen står klar med en plan for fredag for at begrænse omfanget af de patienter der bliver berørt, når portørerne nedlægger deres arbejde fredag klokken 12:00 og fire timer frem.
Når portørerne i Dronning Ingrids Hospital nedlægger deres arbejde i fire timer for at drøfte deres løn og arbejdsvilkår fredag, så vil rigtig mange opgaver blive berørt i de fire timer, mødet vil vare.
Blandt andet vil kørsel af udenbys patienter til og fra lufthavnen stoppet. Kørsel og aflevering af medicin vil gå i stå. Og portørerne vil ikke stå til rådighed, når patienter skal flyttes fra den ene afdeling til den anden.
Ud af de 21 faste portører vil tre stå til rådighed under mødet og vil holde vagt som beredskab, hvis der opstår livs- og førlighedstruende tilstande.
Plan for dagen
Derfor har Sundhedsledelsen lagt en plan til på fredag for at så få patienter bliver berørt af arbejdsnedlæggelsen, oplyser sundhedsledelsen i en pressemeddelelse.
Følgende opgaver vil blive berørt under arbejdsnedlæggelsen:
- Transport til og fra Laboratorie, Røntgenafdelingen, Operationsafdelingen og Fysioterapien
- Transport fra afdelingerne til lufthavnen
- Transport fra lufthavnen til DIH
- Transport fra patienters eget hjem og til DIH samt hjemkørsler efter endt behandling.
- Patienter som normalt benytter sig af sundhedsvæsenets tilbud om transport til og fra Dronning Ingrids Hospital i forbindelse med behandlinger må selv sørge for transport i tidsrummet. Operationer planlagt i tidsrummet kl. 12 til 16 fredag vil blive gennemført, skriver sundhedsledelsen i en pressemeddelelse.
Patienter, der skal køres til og fra lufthavnen vil blive udstyret med et taxakort, og personalet vil sørge for samkørsel af flere patienter i de tidsrum, portørerne nedlægger arbejdet, oplyser sundhedsledelsen.
Flere kørsler per dag
Portørerne har en række daglige opgaver i sygehusene. Blandt andet kører de den medicin ud til patienter, der bor inde i byen. De henter og kører patienter hjem, der har begrænset førlighed. Og de står til rådighed, hvis en patient skal flyttes til en anden afdeling for at blive undersøgt eller opereret.
For at nævne få opgaver.
I februar sidste år har portørerne i Nuuk haft 1.861 kørsler, oplyser Hansine Thorin, portør i Nuuk til Sermitsiaq.AG.
Kørslerne strækker vidt fra almindelige kørsler af patienter til og fra Dronning Ingrids Hospital, til udrykning og kørsel af kørestolsbrugere.
Portørerne har opgjort alle kørslerne der viser, at de har haft opgaver med kørsel hele 23.474 gange i året 2017. Det er en gennemsnit på 1.956 kørsler per måned.
Beredskab står som normalt
Sundhedsledelsen oplyser i deres pressemeddelelse, at beredskabet vil stå som normalt under portørernes arbejdsnedlæggelse.
Følgende opgaver vil ikke blive berørt under arbejdsnedlæggelsen:
- Udrykningskørsel
- Afhentning af bårepatienter i lufthavnen
- Overfaldsalarmer internt på sygehuset
- Andre livs - og førlighedstruende opgaver