RETSSAGEN MOD TIDLIGERE REGNSKABSCHEF
Afsløring: Tidligere regnskabschef er dømt for bedrageri og dokumentfalsk i en anden sag
Onsdag var sidste dag i retssagen mod den tidligere regnskabschef i KNI A/S, hvor han er tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk i selskabet. Under en procedure i retten, afslørede anklager i sagen, at den tiltalte tidligere er dømt i en lignende sag tilbage i 2006. Han fik fire års fængsel, da han som direktør i Spæncom svindlede med checks for 5 millioner kroner samt moms- og afgiftsunddragelse for mere end 23 millioner kroner ifølge anklageskriftet.
Dagen i dag handlede om dokumentation, personlige forhold og procedure.
Dorthea Reimer-Johansen
Onsdag blev retssagen mod den tidligere regnskabschef i KNI kørt igen for sidste gang, hvor dokumentation og tiltaltes personlige forhold var i fokus.
En større afsløring blev fremlagt af anklageren i sagen.
Nemlig, at KNI A/S's tidligere regnskabschef i 2006 blev idømt fire års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk. Anklageren fremlagde oplysningerne med omfattende dokumenter som bevis for den tidligere retssag og dom.
Anklagen i 2006 lød på svindel med checks for 5 millioner kroner samt moms- og afgiftsunddragelse for mere end 23 millioner kroner. Daværende økonomidirektør (der er tiltalt i dag, red.) erkendte sig skyldig i begge anklager dengang.
Ifølge medier snød den tidligere økonomidirektør sin arbejdsgiver i firmaet Spæncom i Danmark i forbindelse med finansiering af en ombygning af sit hus. Han blev prøveløsladt i 2007.
'Det var for nemt', har den forhenværende økonomidirektør i Spæncom forklaret om, hvorfor han har svindlet sig til et millionbeløb fra sin tidligere arbejdsplads Spæncom i Hedehusene ved Roskilde.
Revideret anklageskrift
Udover dokumentation vedrørende den tidligere dom kom den tiltalte med bemærkninger til gårsdagens vidneforklaringer, hvor blandt andet KNI's økonomidirektør havde vidnet.
På retssagens sidste dag blev dokumentation for politianmeldelser, undersøgelser af underskrifter og bankoverførsler fra KNI A/S ligeledes præsenteret. Disse skulle indeholde dokumentation for falske underskrifter og økonomiske uregelmæssigheder begået af tiltalte.
Under proceduren sagde anklageren, at den tiltalte har overkompliceret sagen i KNI A/S, hvor han var den eneste, der vidste, hvordan tingene fungerer i selskabet. Anklageren mener, at alle forhold i anklageskriftet er bevist, samt at tiltaltes fremgangsmåde er organiseret og systematisk.
Anklagemyndigheden har efter afhøring af økonomidirektøren i KNI A/S revideret anklageskriftet og kræver nu en anstaltsanbringelse på mellem 3 og 3 ½ år, og ændret anklageskriften til "...uberettiget fik udbetalt ikke under 1.695.652,19 kroner, ligesom KNI A/S led et formuetab på ikke under 3.049.524,17 kroner”.
- Der er ikke noget bevis!
Tiltaltes forsvarer fastholder påstanden om frifindelse. Forsvareren mener, at den nuværende økonomidirektør i KNI A/S er ansvarlig for den del af sagen, da han godkendte tiltalte i lønsystemet.
Han peger også på, at falske underskrifter på fakturaer ikke er bevist, og at hans klient ikke havde bedragerisk indsigt. Han peger også på, at tiltaltes tidligere dom ikke har relevans på den nuværende sag. Hvis hans tiltalte skulle kendes skyldig kræver han to års anstaltsanbringelse.
Dommen afsiges torsdag den 16. maj klokken 13.00.
Sermitsiaq har rettet henvendelse til KNI A/S for at få oplyst, om selskabet kendte til den tidligere dom før ansættelse af tidligere regnskabschef i KNI A/S.