RETSSAG MOD TIDLIGERE REGNSKABSCHEF

Vigtigt vidne i bedragerisag: Underskrifter på fakturaer er forfalskede

- Det er ikke min underskrift, lød det fra et vigtigt vidne, da han afgav forklaring i Qeqqata Kredsret tirsdag. Vidnet er afgørende i en sag om bedrageri i KNI A/S, og han bekræftede tirsdag, at han ikke har godkendt eller skrevet under på flere fakturaer. Han kunne heller ikke genkende nogle angiveligt falske mails, som den tiltalte skulle have sendt til vidnet. 

En stor bedragerisag skal over fem retsdage behandles i Qeqqata Kredsret, hvor en tidligere KNI-chef sidder på anklagebænken. Forsvaret kræver frifindelse, mens anklagerens påstand er fire års anstaltsanbringelse.
Offentliggjort

Tirsdag sad den tidligere regnskabschef i KNI igen i retssalen i Qeqqata Kredsret i Sisimiut. Det var tredje dag ud af fem, hvor en stor bedragerisag i det selvstyreejede selskab behandles.

Det var ikke kun den tiltalte, der var på plads i retssalen. 

En afgørende vidne, som i dag er økonomidirektør i KNI A/S, sad i vidneskranken og afgav sin forklaring til retten.

Direktøren i KNI A/S, Jeppe Jensen, fulgte ligeledes med fra tilskuerpladserne.

- Det er ikke min underskrift

Vidnet forklarede KNI's historik tilbage fra 2014 og historikken af ansættelse af den tidligere regnskabschef, samt hans ansættelseskontrakt, løn og rolle i virksomheden.

For at gøre historien kort, præsenterede anklageren, Morten Hvergel, en række dokumenter på skærmen, herunder fakturaer og e-mailkorrespondancer for vidnet. Med hver præsentation stillede anklageren spørgsmål til vidnet:

 - Er det din underskrift?

Eller 

- Har du godkendt det?

Hvortil vidnet svarer "Nej".

Der blev også fremlagt fakturaer, som den tiltalte angiveligt havde ændret efter godkendelse og videresendt uden at sende kopi til økonomidirektøren. Der blev også vist e-mails, som den tiltalte havde sendt til økonomidirektøren, som vidnet ikke kunne genkende og heller ikke kunne findes i hans e-mailkonto. Vidnet forklarede, at han aldrig havde slettet mails. 

Dobbelt løn

Vidnet forklarede, at tiltalte var berettiget til at få sin løn udbetalt via virksomhedens lønsystem fra 2019 og derfor ikke behøvede at sende fakturaer for at modtage sin løn. Trods denne procedure fortsatte den tidligere regnskabschef angiveligt med at sende fakturaer og fik dermed udbetalt dobbelt løn. Det er blevet påstået, at denne dobbelt udbetaling resulterede i, at tiltaltes løn var højere end hans direkte overordnedes. 

Tiltalte nægter sig skyldig i anklagerne, hvor han er sigtet for i alt 29 forhold,  herunder at have fået udbetalt 3,3 millioner kroner uberettiget. Retsdagen onsdag vil handle om procedure og votering, og dommen vil efter planen blive afsagt på torsdag.

Anklagermyndigheden kræver fire års anstaltsanbringelse, mens forsvarets påstand er frifindelse i alle anklager.

Powered by Labrador CMS