73 internationale politikere med opråb til Mette Frederiksen: Løslad Paul Watson

En lang række internationale politikere opfordrer Mette Frederiksen til, at Danmark løslader Paul Watson.

Paul Watson blev fængslet i Grønland i juli. (Arkivfoto).
Offentliggjort

I et brev til statsminister Mette Frederiksen opfordrer 73 politikere fra ti lande Danmark til øjeblikkeligt at løslade miljøaktivisten Paul Watson.

Det skriver TV 2.

Paul Watson blev tilbageholdt 21. juli i Grønland og risikerer nu en udlevering til Japan, som siden 2010 har haft en international arrestordre mod ham.

Brevets underskrivere tæller både medlemmer af Europa-Parlamentet og nationale politikere fra Frankrig, Finland, Tyskland, Østrig, Holland, Belgien, Italien, Spanien og Luxembourg.

En af dem er det franske EP-medlem Emma Forreau fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe.

- Den (sagen om Watson, red.) er en del af en stigende tendens til undertrykkelse og kriminalisering af miljøaktivister rundt om i verden - heriblandt i Europa. Ved at mobilisere parlamentarikere fra ti europæiske lande fortæller vi den danske regering, at den tendens må stoppe, siger hun til TV 2.

Emma Forreau mener også, at Watson skal løslades, fordi Japan ifølge hende har gennemført hvalfangst i strid med internationale konventioner.

Arrestordren på Watson kom efter en hændelse i Antarktis, hvor Watson greb ind, mens japanske hvalfangere arbejdede.

Tilbageholdt frem til 15. august

Ifølge myndighederne i Japan overfaldt aktivisten hvalfangerne og forhindrede dem i at udføre deres arbejde.

73-årige Watson blev efter anholdelsen varetægtsfængslet i Grønland frem til 15. august, hvor der skal være et retsmøde om, hvorvidt han skal udleveres til Japan.

Det er op til Justitsministeriet at afgøre, om der kan ske udlevering i sagen. Den afgørelse kan efterfølgende prøves ved en domstol.

I et svar på et såkaldt paragraf 20-spørgsmål siger justitsminister Peter Hummelgaard, at Danmark er en retsstat, der lægger stor vægt på et effektivt internationalt samarbejde om blandt andet retsforfølgning af forbrydelser.

- Vi gør fra dansk side løbende brug af det internationale samarbejde om udlevering af lovovertrædere i sager, hvor formodede gerningsmænd til strafbare forhold forsøger at unddrage sig retsforfølgning i Danmark, lyder det i svaret.

Peter Hummelgaard understreger, at det er afgørende, at en udlevering i så fald sker "med respekt for centrale retsprincipper" og gældende udleveringslov.

Torsdag kunne Justitsministeriet oplyse, at det har modtaget en formel udleveringsanmodning fra Japan.

Den canadisk-amerikanske miljøaktivist Paul Watson er en af de oprindelige stiftere af Greenpeace, som han dog ikke længere er tilknyttet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS