Naalakkersuisut følger Paul Watson-sagen fra sidelinjen

Der er stor international interesse for anholdelsen af miljøaktivisten Paul Watson. Blandt andet bliver Naalakkersuisut kimet ned fra internationale medier, som ikke har nogen anelse om konstruktionen af ansvarsområdet med politi og retsvæsen mellem Grønland og Danmark. - Vi har behov for at fortælle at sagen køres igennem Justitsministeriet i Danmark og at vi blot følger sagen fra sidelinjen, fortæller Naalakkersuisoq for justitsområdet, Naaja H. Nathanielsen.

Den 73-årige miljøaktivist Paul Watson sidder varetægtsfængslet i Grønland, efter at han blev anholdt i Nuuk søndag den 21. juli. I den forbindelse har Naalakkersuisut oplevet verdenspressen, der gerne vil have vished om hvordan udleveringssager bliver behandlet og på hvilket lovgrundlag.
Offentliggjort

UDLEVERINGSLOV

Medmindre Justitsministeriet allerede på baggrund af de foreliggende oplysninger finder grundlag for at forhåndsafvise anmodningen om udlevering, er det Grønlands Politi, der foretager den undersøgelse, der skal danne grundlag for at vurdere, om betingelserne for udlevering er opfyldt. 

Politiets undersøgelse overbringes til det danske justitsministerium, der træffer afgørelse om udlevering. 

Justitsministeriets afgørelse kan indbringes for retten i Grønland med videre ankemulighed til Grønlands Landsret.

Udleveringsloven fra 1967 opstiller en række betingelser for udlevering, eksempelvis:

  • Udlevering kan kun se, hvis der er begået en handling, der efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år
  • Udlevering kan ikke finde sted hvis der er tale om en militær eller politisk lovovertrædelse- Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter
  • Udlevering må ikke finde sted, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold må antages, at udlevering vil være uforenelig med humanitære hensyn
  • Udlevering kan ikke ske, hvis den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.
  • Udlevering kan kun ske for det, der står i anmodningen, og der kan ikke idømmes dødsstraf.

Naalakkersuisut meddeler i en pressemeddelelse at de er bekendt med, at der den 21. juli 2024 er foretaget anholdelse af Paul Watson i Nuuk på baggrund af en international arrestordre udstedt af Japan.

Justitsområdet er fortsat et dansk ansvarsområde og den gældende lov, der regulerer rammerne for udlevering, er fra 1967. 

Loven opstiller en række betingelser der skal være opfyldt for, at der kan ske udlevering (Se faktaboks).

Naalakkersuisut er ikke bekendt med Japans anmodning

På baggrund af ansvarsfordelingen på Justitsområdet er Naalakkersuisut ikke bekendt med indholdet af den internationale arrestordre eller om Japans anmodning om udlevering af den pågældende.

- Naalakkersuisut følger sagen fra sidelinjen, men kan ikke udtale sig nærmere om sagen. For det første, fordi vi ikke har adgang til sagens akter, da vi ikke er part i sagen. For det andet, fordi vi ikke ønsker at påvirke domstolenes arbejde med politiske tilkendegivelser. 

- Grønland er et retssamfund, og Naalakkersuisut har grundlæggende tillid til Justitsministeriet og landets domstole og forventer, at de når den konklusion, som landets love foreskriver. Grønland respekterer international lov, udtaler  Naalakkersuisoq for justitsområdet, Naaja H. Nathanielsen.

Bliver kimet ned fra internationale medier

Adspurgt om der er pres fra forskellige organisationer med krav om frigivelse af Paul Watson, svarer Naalakkersuisoq for justitsområdet, Naaja H Nathanielsen at det primært er internationale medier mere end miljøorganisationer:

- Vi oplever ikke pres fra organisationer, men det er mere pressen fra de forskellige lande, som kommer med forespørgsler om hvordan Grønland håndterer udleveringssager og hvordan lovgivningen på området er. 

- Det er bemærkelsesværdigt at de ikke er klar over hvordan arbejds- og ansvarsfordelingen er mellem Grønland og Danmark, så vi er nødt til at melde tydeligt ud om at det er den danske regering, justitsministeriet samt politiet og retsvæsenet, der hører under justitsministeriet der håndterer sagen, mens vi fra sidelinjen følger sagens udvikling, forklarer Naaja H. Nathanielsen overfor Sermitsiaq.

Powered by Labrador CMS