global opvarmning
2016 på vej til at sætte ny varmerekord
Alt tyder på, at 2016 bliver det hidtil varmeste år, siden målingerne begyndte
Allerede nu er der blandt klimaforskere nærmest garanti for, at 2016 bliver det hidtil varmeste år, siden målingerne begyndte. Det sker for tredje år i træk.
Usædvanligt
Det er ganske usædvanligt, at klimaforskere kårer nye rekordår længe inden Sankt Hans. Ikke desto mindre skete det for flere uger siden, da Gavin Schmidt, en af cheferne i USA's rumforskningsagentur, Nasa, var meget sikker i sin sag.
2016 vil med 99 procent sikkerhed blive det varmeste år, der nogensinde er målt på kloden, skrev han på Twitter.
Læs: Varmerekord i februar er milepæl i global opvarmning
Næsten helt sikkert
Schmidt bakkes op af professor Ture Furevik, der er leder af det norske Bjerknessentret for Klimaforskning i Bergen.
- Det er næsten helt sikkert, at 2016 sætter ny temperaturrekord, siger han til nyhedsbureauet NTB.
Teoretisk set er det muligt, at resten af året bliver helt usædvanlig koldt, så rekorden dermed ryger. Men det er ifølge Furevik næppe sandsynligt.
Globale temperaturer
Grunden til, at 2016 bevæger sig i retning af en ny varmerekord, er de ekstremt høje globale temperaturer, der indtil videre har ramt kloden i år.
Hver eneste måned har knust tidligere måneders rekorder. Februar og marts lå omkring 1,5 grader over det førindustrielle niveau. De passerede dermed midlertidig en af grænserne, som deltagerne på klimatopmødet i Paris sagde, at de ville forsøge at holde sig under.
Læs: Global opvarmning betyder godt nyt for fiskerne
Stigningen eksploderer
- Der er tale om en helt vanvittig temperaturforhøjelse, sagde fysiker og klimaforsker Bjørn Samset til NTB, da tallene for februar lå klar.
Grafer, som viser temperaturerne over tid, stiger støt fra 1970'erne frem mod år 2000, hvor stigningen eksploderer. Fra sidste år peger pilene lige op i luften, og begyndelsen af 2016 er langt over alle tidligere målinger.
Slår 2015-rekorden
For at finde den forrige globale temperaturrekord er det ikke nødvendigt at gå længere tilbage end til 2015. En rekord, som næppe kommer til at leve længere end et år.
Også 2014 var med stor sandsynlighed varmere end alle tidligere år. 2016 kan meget vel blive det tredje år i træk med en ny rekord.
To årsager
Forklaringen på den globale hedebølge er ifølge forskerne en kombination af menneskeskabt global opvarmning og det naturlige vejrfænomen El Niño. En meget kraftig El Niño har i det seneste år hævet de i forvejen høje temperaturer.
Dertil kommer, at vindretninger og lavtryk i Nordatlanten og Stillehavet har bidraget til at øge den globale gennemsnitstemperatur.
Rammer Arktis
Blandt de områder i verden, der har oplevet ekstremt høje temperaturer, er Arktis, Indien og de nordlige dele af Australien.
På Nordpolen steg termometeret til omkring nul grader ved nytårstid.
Hedebølge
Samtidig har hedebølgen i Indien krævet flere hundrede menneskeliv. Og ud for Australiens kyst er store dele af korallerne i verdens største koralrev, Great Barrier Reef, ved at dø af varme.
Læs: Indlandsisen smelter rekordtidligt
Køligere efterår
Eftersom El Niño er ved at klinge af, vil også den globale varmebølge aftage. Dermed kan det omvendte fænomen, La Niña, gøre efteråret køligere.
Professor Furevik mener dog, at temperaturerne over en længere periode næppe vil falde tilbage til de niveauer, de havde for bare nogle år siden.
- Udviklingen det seneste år bekræfter det, som klimamodellerne har forudsagt. Vi forventer, at det er sådan, klimaet udvikler sig, siger han.
/ritzau/NTB