Så stiger skatten på frie goder
Goder som eksempelvis fri bil og fri telefon vil fra nytår blive beskattet højere, fordi goderne går fra at være B-indkomst til A-indkomst. Dermed udløses B-indkomst fradraget på 5.000 kr. ikke, hvis en arbejdsgiver giver en medarbejder eksempelvis fri telefon.
Fra årsskiftet træder en lov i kraft som ændrer beskatningen af såkaldte frie goder.
Frie goder er ifølge Skattestyrelsen eksempelvis fri bil, frirejser, fri telefon, frit internet, fri kost, frit logi og fri bolig mv., som stilles til rådighed af en arbejdsgiver for ansatte.
Værdien af de frie goder vil fra 1. januar skulle indberettes som A-indkomst og ikke længere som B-indkomst. På bundlinjen betyder det, at frie goder vil blive beskattet højere.
Lovændringen blev vedtaget på efterårssamlingen i 2021, og ifølge lovmaterialet vil ændringen indbringe omkring 10,7 millioner kroner årligt ekstra i Landskassen.
Dyb uenighed blandt partierne
Lovændringen skabte også splittelse under behandlingen i Inatsisartut, hvor blandt andre det nuværende koalitionsparti Siumut var lodret imod ændringen. Partiet var på det tidspunkt i opposition.
Partiets medlem af Finans- og Skatteudvalget fik blandt andet medtaget følgende mindretalsudtalelse:
- Koalitionen straffer de veluddannede og velfungerende grønlændere gennem loven, hvilket ikke på nogen måde gør det attraktivt fremover at tage en høj uddannelse, lød det fra Siumut. Partiet henviste til, at 3.400 personer rammes af skattestigningen.
Naalakkersuisut: Løn og fri telefon sidestilles
Naalakkersuisut argumenterede for, at det typisk er folk med relativt høje lønninger, der nyder godt af frie goder. Således oplyste Naalakkersuisut til Finans- og Skatteudvalget, at gennemsnitsindkomsten for de personer, der modtager frie goder, er 535.000 kroner om året.
I materialet til lovforslaget bruger Naalakkersuisut et konkret eksempel med fri telefon for at illustrere formålet med lovændringen:
- Ved B-indkomster ses der bort fra de første 5.000 kr. om året på grund af det skattefrie B-indkomst beløb. En lønforhøjelse på 6.000 kr., der gives som løn, kan derfor udløse en højere skat end en, der gives ved, at arbejdsgiveren stiller fri telefon til rådighed til en værdi af 6.000 kr. om året.
- Efter forslaget vil der i begge tilfælde være tale om en A-indkomst, og det vil derfor udløse den samme skat, skriver Naalakkersuisut i bemærkningerne til lovændringen.