Rute til Island forbliver lukket

Grønland har endnu ingen overvejelser om at åbne for flyruten til Island. Den vigtigste mission er fortsat at holde smitten ude, lyder det fra coronastaben.

Rute mellem Island og Grønlands holdes lukket for nu.

Selvom Islandske myndigheder rækker hånden ud til Grønland og laver undtagelser for grønlandske indrejsende til Island, så forbliver ruten mellem Island og Grønland lukket.

Det fastslår coronastaben overfor Sermitsiaq.AG.

Begrundelsen er, at Grønlands mission er at holde smitten helt ude, mens vaccinationsprogrammet mod Covid-19 rulles ud, oplyser Hans-Peder Barlach Christensen. Han er formand for coronastaben i kraft af sin betroede stilling som departementschef i formandens departement.

Island laver undtagelser

Islandske myndigheder meddelte sidste uge, at landet laver undtagelser for Grønland, da der er ingen smitte i landet. Eventuelle grønlandske rejsende, der rejser direkte fra Grønland til Island behøver dermed ikke at have en negativ coronatest ved indrejser, er ikke pålagt fem dages karantæne ved ankomst og skal ikke have retest fem dage efter ankomst.

Men der er på nuværende tidspunkt ingen overvejelser om at åbne ruten mellem Island og Grønland, oplyser Hans-Peder Barlach Christensen.

Stor risiko for smitte

Grønland står med nul smittede med coronavirus i flere uger. Og for at holde smitten ude, og rulle coronavaccinen igennem uden en epidemi i landet, er der kun åbent ind til landet med myndighedsrejser. Den eneste accepterede indvej er fra København til Kangerlussuaq, hvor alle rejsende får særlig godkendelse fra coronastaben.

- Vaccinationen af borgere er i gang. Men vi ved endnu ikke, hvordan vaccinen reagerer mod de nye mutationer af coronavirus, og om effekten er den samme. Derfor er det fortsat usikkert, hvornår vi kan åbne mere op, oplyser Hans-Peder Barlach Christensen.

Selvom Island har få tilfælde af coronavirus, er der for stor risiko for, at smitten lokalt kan blusse op igen. Og Grønlands enestående situationen med nul smittede kan derfor ikke risikeres ved at åbne andre ruter, vurderer coronastaben.

Det er fortsat usikkert, hvornår ruten mellem Island og Grønland kan åbnes. Ruten har været nedlukket siden november 2020.

Powered by Labrador CMS