Royal Greenland om fabrik i Tasiilaq: Byggeriet begynder i 2024

Royal Greenlands produktionsdirektør Lars Nielsen oplyser at byggeriet af den kommende fabrik på østkysten iværksættes før 2024. Der mangler fortsat en plan for den midlertidige indhandling.

Den nye fiskefabrik i Tasiilaq bliver ikke bygget i år. Royal Greenland kan heller ikke fortælle hvilken midlertidig løsning der skal være mens fabrikken lader vente på sig.
Offentliggjort

Royal Greenland har efter et længere forløb med stor kritik fra flere sider og ændringer i betingelserne undervejs modtaget havgående kvoter på 5.515 tons torsk og 406 tons rødfisk i Østgrønland i midten af juni.

En af forudsætningerne for at få kvoterne er at selskabet skal etablere en fiskefabrik i Tasiilaq. Royal Greenland oplyser, at de arbejder på udbudsmaterialet til fabrikken og endnu ikke kender prisen eller en dato for hvornår fabrikken kan stå klar.

- Tidsmæssigt er det ikke muligt at nå det i år, men vi regner med at have alt med første skib næste år, siger produktionsdirektør Lars Nielsen.

Dermed skal byggeriet efter planen påbegyndes i 2024.

Ingen løsning på midlertidig indhandling

Naalakkersuisut har også stillet som betingelse, at Royal Greenland skal finde en midlertidig indhandlingsmulighed indtil fabrikken er klar. det kan for eksempelt være ved hjælp af et indhandlingsskib. Hvis ikke dette krav opfyldes risikerer selskabet at miste kvoterne igen, oplyser Naalakkersuisut.

Lars Nielsen kan dog ikke løfte sløret for, hvordan en sådan løsning kommer til at se ud.

- Vi har endnu ikke besluttet os for, hvordan den midlertidige løsning skal være, men vi arbejder hårdt for at finde en løsning frem til fabrikken står klar til produktion, fortæller han.

Sermitsiaq.AG forsøger at finde ud af, om der er et krav fra Naalakkersuisut til, hvornår den midlertidige løsning senest skal stå klar.

Når fabrikken står klar forventer Royal Greenland, at de vil forarbejde hellefisk og torsk, da det er de arter, man regner med at modtage i Tasiilaq.

Kender ikke omfanget endnu

Naalakkersuisut oplyste ved tildeling af kvoten, at fabrikken skal beskæftige op til syv personer, men nærmere antal kan produktioneschefen ikke komme med endnu.

- Antallet af medarbejdere afhænger helt og holdent af hvilke mængde fisk der kommer ind. Da vi ikke har nogen ny erfaring med at indhandle i Østgrønland, så er det svært for os at sige hvad aktiviteten bliver, forklarer Lars Nielsen.

Uanset hvad der indhandles har Lars Nielsen ingen forventning om et bragende overskud til at begynde med.

- Vi regner ikke med at fabrikken giver overskud, men igen vi er meget usikre på hvor meget fisk der kommer fra de lokale, så kun tiden kan vise hvad økonomien er i projektet.

Det samlede regnestykke på de ekstra kvoter er dog i et plus på omkring 200 millioner kroner før der er afsat penge til fabrikken, da det er den anslåede værdi af de mere end 5500 tons torsk.

Powered by Labrador CMS