seafood

Royal Greenland betalte 172 millioner kroner til de offentlige kasser

Selskabsskat, udbytte til Naalakkersuisut samt fiskeriafgifter luner i de offentlige kasser

har i den forgangne regnskabsperiode nydt godt af stigende salgspriser på kerneprodukterne rejer og hellefisk Royal Greenland

Et overskud før skat på 204 millioner kroner i 2014/2015-regnskabet – og et overskud på 113 millioner kroner efter skat.

23 procent flere medarbejdere i Grønland, så antallet nu er oppe på 1.202 ansatte – mens det samlede antal er på 2.156 personer.

Bidrag til det offentlige
Dertil kommer de direkte bidrag til de offentlige kasser: Selskabsskat på 43 millioner kroner, et udbytte på 57 millioner kroner og 72 millioner kroner i fiskeriafgifter.

Og så kommer de inddirekte bidrag: A-skatterne fra de ansatte, der går til kommunerne, lønnen fra medarbejderne, som bidrager til at holde butikkerne i gang m.m. samt den værdi, som betalingen til fiskerne repræsenterer.

Tilfreds
På den baggrund var det en veltilfreds bestyrelsesformand i Royal Greenland, Niels de Coninck-Smith, der kunne aflægge beretning, da det selvstyreejede selskab holdt generalforsamling onsdag i Nuuk.

Rekord
- Bestyrelsen anser resultatet (overskuddet, red.) for at være tilfredsstillende, og faktisk er resultatet før skat det bedste nogensinde, sagde Niels de Coninck-Smith i beretningen.

Solgt fra
Han pegede i den forbindelse på, at det øgede overskud er på 65 millioner kroner i forhold til samme periode sidste år, når man tager højde for, at Royal Greenland i 2013/14-regnskabet fik en engangsindtægt i forbindelse med et salg af en andel af et fiskeriselskab i USA. Den type indtægt er der ikke i det seneste regnskab.

Mere til fiskerne
Royal Greenland har nydt godt af stigende salgspriser på kerneprodukterne rejer og hellefisk, påpegede bestyrelsensformanden, der tilføjede, at udviklingen også er kommet fiskerne til gode i form af øgede indtægter fra indhandling.

Alt i alt har seafoodproducenten betalt 107 millioner kroner mere til indhandlerne end året før. Og den samlede betaling var således på 560 millioner kroner til cirka 1600 store og små indhandlere.

Udfordringer
Omvendt har der også været udfordringer for virksomheden. Den hårde isvinter i 2014/2015 betød, at det var svært at få hellefiskene sejlet væk fra fabrikkerne i Nordgrønland. Det har forsinket salget, hvilket igen har påvirket regnskabet negativt.

Læs: Royal Greenland sendte folk hjem på grund af fyldt lager

Tilsvarende har det også været en udfordring at tjene penge på produktion af torsk, der har givet et to-ciftret millionunderskud i det forgangne regnskabsår. Men omvendt har seafood-producenten store forhåbninger til en ny produktion af torsk i Maniitsoq, hvor der udelukkende går to timer, fra fisken forlader vandet, til den er forarbejdet. Det gør torsken til en delikatesse på grund af den forbedrede kvalitet, hvilket også gerne skal afspejles i pris og indtjening.

Læs: Luksustorsk på vej fra Maniitsoq

Endelig var makrelsæsonen dårlig, hvilket dog ikke afskrækker Royal Greenland fra at fortsætte, lige som seafoodproducenten heller ikke har spundet guld på fiskeriet efter stenbiderrogn og krabber.

Flere rejer
Royal Greenlands ledelse venter, at selskabet kommer ud af dette regnskabsår med et resultat før skat, som er højere end resultatet for 2014/15.

- Vi ser med fortrøstning på fremtiden. I denne forbindelse er det væsentligt, at den biologiske rådgivning for rejer er blevet betydeligt mere positiv, og at der for 2016 er anbefalet et fiskeri på 90.000 tons, hvor TAC dog blev sat til 85.000 tons. Det er kun glædeligt, men det var overraskende, at rådgivningen blev så meget ændret fra 2015 til 2016, fremhævede bestyrelsesformanden i sin beretning.

Læs også: Royal Greenland fortsætter fremgangen

Powered by Labrador CMS