Rotary donerer hjertestarter-app til Røde Kors

Fire Rotaryklubber i Grønland og Danmark har sammen sponsoreret udarbejdelse af en app til mobilen, så borgere nemt kan finde frem til hjertestartere i de grønlandske byer.

Kalaallit Røde Korsiat kan fremover samle lokationer af hjertestartere i Grønland, så borgere kan finde dem ved pludselig hjertestop.

Borgere kan fremover finde frem til en hjertestarter, ved at klikke ind på en app på deres mobil, hvis behovet opstår.

Nuuk Rotary Klub, Rotary E-Club One of Denmark, Hørsholm RK og Humlebæk-Nivå RK har sponsoreret udarbejdelse af et system til sporing af hjertestartere rundt om i de grønlandske byer. Projektet har kostet 160.000 kroner og doneres til Kalaallit Røde Korsiat, som skal stå for administrationen.

Dermed gøres det nemmere at finde frem til hjertestare ved behov. Det oplyser Rotary i en pressemeddelelse.

- Med app’en på mobiltelefonen vil det i tilfælde af en alarm om et hjertestop fremover være hurtigere at lokalisere den nærmeste hjertestarter i det offentlige rum, lyder det i overdragelsesbeviset.

Rotary har overdraget projektet til Røde Kors. App’en bliver lanceret på Hjertestarterdagen den 16. oktober 2022.

Vigtig milepæl

- Det er vigtigt, at der er hjertestartere rundt omkring i Grønland, og det er også meget vigtigt, at borgerne ved, hvor hjertestarterne findes, udtaler Røde Kors-repræsentant Johan Barlaj i pressemeddelelsen.

Nu går arbejdet med at finde koordinaterne til de allerede 150-200 hjertestartere i Grønland og få lagt dem ind på app-kortet frem til lanceringen af app’en.

I Danmark administreres et lignende, om end større system af TrygFonden til brug for et korps af frivillige hjerteløbere.

Powered by Labrador CMS