selvstyreejede selskaber

Ros fra Kielsen til Royal Greenland

Naalakkersuisut-formanden glædede sig over, at det selvstyreejede selskab ansætter flere lokale

Kim Kielsen glæder sig over Royal Greenlands resultater
Offentliggjort

Formand for Naalakkersuisut, Kim Kielsen (S), roste Royal Greenland på generalforsamlingen onsdag i Nuuk.

Flere arbejdspladser
I sin tale lød der positive toner til det selvstyreejede selskab for dels at øge antallet af lokale arbejdspladser, dels at bakke op om uddannelse af hjemmehørende borgere.

Over 50 procent
Kim Kielsen hæftede sig således ved, at antallet af lokale ansatte er øget med 52 procent på fem år, fra 793 medarbejdere i 2010/11-regnskabsperioden til 1.202 medarbejdere i 2014/15.

Medansvar
- Når jeg kigger tilbage på Royal Greenland igennem de seneste fem år, er det jo glædeligt, at kunne konstatere, at når vi taler om at skabe arbejdspladser i det grønlandske samfund, så har virksomheden øget gennemsnittet af beskæftigede hjemmehørende. Det er noget, Naalakkersuisut sætter stor pris på, da det er vigtigt, at vores selskaber tager deres del af ansvaret for at skabe arbejdspladser her i Grønland, sagde Kim Kielsen blandt andet.

Studerende
Han roste desuden seafoodproducenten for et nyt tiltag, hvor Royal Greenland støtter de grønlandske studerende, der er i gang med uddannelsen som blandt andet maskinmester og styrmand.

Royal Greenland fokuserer desuden fortsat på øget udnyttelse af råvarerne, hvilket også fik rosende ord med på vejen fra Kim Kielsens side.

Genvalg
Naaakkersuisut genudpegede samtlige seks generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer, der er valgt for en et-årig periode:

  • Niels Harald de Coninck-Smith, (også genvalgt som formand)
  • Jan Harald Lynge-Pedersen (er p.t. næstformand. Betyrelsen skal efter generalforsamlingen tage stilling til, hvem der skal have denne post)
  • Pernille Fabricius
  • Sara Heilmann
  • Tim Ørting Jørgensen
  • Åse Aulie Michelet

På valg i 2018
De tre medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, Lars Berthelsen, Niels Ole Møller og Peter Korsbæk, er valgt for en fire-årig periode og er i den forbindelse først på valg i 2018.

Læs også: Royal Greenland betalte 172 millioner kroner til de offentlige kasser

Powered by Labrador CMS