Gå til hovedindhold

Revisor: Problematisk at NCD-projekter er påbegyndt uden politisk godkendelse

Politikerne bør forhåndsgodkende projekter i Siorarsiorfik - Nuuk City Development, fordi prisen på byggerierne får stor indflydelse på kommunens økonomi, lyder vurderingen fra revisor.

Der hersker et gevaldigt rod i forholdet mellem Kommuneqarfik Sermersooq og kommunens eget byudviklingsselskab Siorarsiorfik - Nuuk City Development (NCD).

I hvert fald ifølge en forvaltningsrevision som Deloitte har gennemført. I en rapport oplister Deloitte en længere række af forhold, som ikke er i orden.

Herunder er en række lejeaftaler på byggerier, som NCD opfører eller har opført ikke på plads.

LÆS OGSÅ: Revision med hård kritik: Aftaler er "usædvanligt gunstige for udlejer"

Blandt de væsentligste kritikpunkter nævnes det også, at selskabets projekter er så afgørende for kommunens fremtidige økonomi, at politikerne bør godkende selskabets dispositioner, og det har ikke været tilfældet:

- Udover den oprindelige behandling af Siorarsiorfik-projektet – og godkendelser af selskabets lånerammer - synes der ikke at have været politiske behandlinger af de igangsatte projekter.

"Meget problematisk"

- Dette vurderes at være meget problematisk, da projekternes anskaffelsessummer vil være afgørende for lejefastsættelsen og dermed kommunens fremtidige økonomiske forpligtelser, står der i rapporten.

NCD er blandt andet bygherrer på en stor byskole i Nuuk, der skal afløse de to ældre skoler ASK og USK, opførelsen af 4 daginstitutioner, etableringen af en Kyststi i Nuuk samt gennemførelsen af en række byggemodningsprojekter.

Kommuneqarfik Sermersooq skal i sidste ende betale husleje til NCD for byggerier, og huslejen vil altså igen afhænge af prisen på byggerierne.

Revisoren påpeger også, at der har været en sammenblanding af interesser, der har ført til, at der er blevet udskrevet regninger til kommunen, som har taget udgangspunkt i kommunens budgetter:

Direktør: Alt er godkendt af kommunen

- Forvaltningsrevisionen giver indikationer af, at der i processen har været en sammenblanding af interesser, således NCD er blevet engageret i projekter og løsninger på vegne af kommunen uden dette har været en del af selskabets planlægning i tilknytning til realiseringen af Hovedstadsstrategien – og således selskabets udskrivning af regninger til kommunen i nogle tilfælde har taget afsæt i kommunens budget fremfor den faktiske fremdrift i projekterne, står der i rapporten fra Deloitte.

Den konkrete fremgangsmåde afviser direktør i NCD Jens B. Frederiksen dog overfor Sermitsiaq.AG:

- Alt hvad NCD har lavet er sket efter anmodning fra kommunen, siger Jens B. Frederiksen.

Han siger videre, at alle projekter er godkendt af selskabets bestyrelse. Formanden i bestyrelsen af den til en hver tid siddende kommunaldirektør.

Ifølge Deloitte er følgende formelle forhold ikke på plads omkring NCD:

  • selskabets driftsaftale med kommunen blev først endelig fastlagt i løbet af 2019 på trods af selskabets opstart primo 2018
  • kommunens bogføring af regninger fra selskabet har givet anledning til større korrektioner af kommunens udkast til årsregnskab
  • der ultimo januar 2022 ikke er indgået (og godkendt) lejeaftaler om to dagtilbud selvom disse blev taget i brug i starten af 2021.
  • der ultimo januar 2022 ikke foreligger underskrevne (og godkendte) skitser til lejeaftaler om yderligere to dagtilbud, den nye byskole i Nuuk samt den nye brandstation – på trods af projekternes igangværende (og fremskredne) opførelse (og på trods af, at der har foreligget udkast hertil i en længere periode)
  • den oprindeligt planlagte indskudsbetaling fra kommunen til selskab ved lejeaftalernes begyndelse ikke længere kan realiseres indenfor kommunens budgetter. Dette indebærer en øget finansieringsbyrde for selskabet (og potentielt en likviditetskrise)
  • selskabet har været involveret i projekter, der må vurderes at gå til grænsen af, hvad der kan rummes indenfor kommunalfuldmagten. Et af disse projekter har efterfølgende påført selskabet et tab ved nedlukningen af projektet
  • Der afhændes ikke boliger i det omfang det blev forudsat ved indskud af boliger i 2018  Udover den oprindelige behandling af Siorarsiorfik-projektet – og godkendelser af selskabets lånerammer - synes der ikke at have været politiske behandlinger af de igangsatte projekter. Dette vurderes at være meget problematisk, da projekternes anskaffelsessummer vil være afgørende for lejefastsættelsen og dermed kommunens fremtidige økonomiske forpligtelser

Sermitsiaq.AG arbejder på en kommentar til sagen fra borgmester Charlotte Ludvigsen (IA).

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER